Endorfinjunkie på genoptræning

[CoqRouge]

I øvrigt: Husk at spille dette spil. Der er funktionel transfer til masser af idrætsaktiviteter. Selv må jeg med skam melde, at det aldrig er lykkedes mig at havne i højeste kategori - men næsthøjeste kan jeg ramme hver gang, hvis jeg koncentrerer mig. Får i fart!

[Henning]

I øvrigt: Husk at spille dette spil. Der er funktionel transfer til masser af idrætsaktiviteter.

<{POST_SNAPBACK}>

Ja, det overrasker ikke

Virker det, eller tager det bare gas på os ?

Det viser det samme hver gang uanset...

Jeg gider normalt ikke den slags, men var alligevel lidt nysgerrig

Henning

[Svendsen]

Mon ikke det er et spørgsmål om hvor hurtig ens computer/internetforbindelse er. Jeg kunne ivertfald ikke få den i anden højeste hver gang

[CoqRouge]

Mon ikke det er et spørgsmål om hvor hurtig ens computer/internetforbindelse er. Jeg kunne ivertfald ikke få den i anden højeste hver gang

<{POST_SNAPBACK}>

Det har ikke noget med internetforbindelsen at gøre - spillet afvikles via et javascript på din egen pc'er.

Jeg rammer heller ikke næsthøjeste hver gang - men jeg rammer den, hvis jeg koncentrerer mig 100 %. Spillet viser, hvor let ens koncentration kan vandre, og de forbandede får gør alt, hvad de kan for at distrahere via deres "utidige" bevægelser!

[CoqRouge]

I øvrigt: Husk at spille dette spil. Der er funktionel transfer til masser af idrætsaktiviteter.

<{POST_SNAPBACK}>

Ja, det overrasker ikke

Virker det, eller tager det bare gas på os ?

Det viser det samme hver gang uanset...

Jeg gider normalt ikke den slags, men var alligevel lidt nysgerrig

Henning

<{POST_SNAPBACK}>

Viser det samme hver gang? Det forstår jeg ikke - det har jeg aldrig været ude for, men måske er dine reaktioner ualmindelig konstante/konsistente?!

[xjyden]

Jeg kan ikke se, at du har påvist noget til fordel for et påstulat om fri vilje.

Arnes påstand er jo, at det er relativt begrænset, hvad man reelt kan vælge imellem, og at der er nogle mekanismer, som afgør, at det er sådan.

Man kan f.eks. vælge at leve efter en bog, hvis man i forvejen er et sted i livet, som gør en i stand til det. Ellers vil man ikke kunne følge bogen.

Det kunne så kaldes fri vilje, at man ikke følger den, men Arnes (og min) påstand er, at det reelt var determineret af ens forhistorie og aktuelle sammenhænge, om man kan følge bogen eller ej.

[Bruno J]

Dr. Phil siger, at man skal sætte sig et realistisk mål for sin vægt. OK, jeg kommer aldrig til at veje de 65,5 kg, som jeg med min højde skulle for at passe ind i det statistiske materiale for marathonløbere i verdensklassen - men på den anden side har jeg yderst vanskeligt ved at acceptere, at jeg som 47-årig kan tillade mig at veje mere, end jeg gjorde som 18-årig (hvor jeg også kæmpede med kiloene, ganske som idag). Siden da er jeg skrumpet lidt i højden og har til gengæld lidt mere muskelmasse. Facit: Jeg bør veje det samme - og det gør jeg! Hvorfor skulle jeg sætte mig "realistiske" mål - hvis realistisk betyder slap?!

<{POST_SNAPBACK}>

Hvis nu man ser på diskussionen fra en helt anden synsvinkel, så er det måske hele jageriet efter en bestemt vægt, som er det største problem. Om man så kalder den for "ideal vægt", "det realistiske mål for sin vægt" e. lign. Det handler altsammen om at klistre et fastlåst kunstigt tal på en variabel situation.

Det værste eksempel på den slags er BMI (Body Mass Indeks), som definerer stort set samtlige medlemmer af min klub (en styrkeløfterklub) som svært overvægtige grænsende til det helbredstruende. Hvilket viser, at denne smarte formel altså har nogen tydelige svagheder.

Men også på det mere dagligdags plan stiller jeg spørgsmålstegn ved, om ikke al den snak om vægt, fedtprocenter, BMI o.s.v. i virkeligheden ikke er til mere skade end gavn? Den sælger en masse bøger, skaber en masse guruer med den ene underlige selvopfundne teori efter den anden, men gør den nogen nytte?

Mon ikke de fleste er i stand til at vurdere, om de har brug for at tabe sig eller ej? Uden at skulle beregne det efter en formel, som er lavet på baggrund af nogle forudsætninger, som ikke nødvendigvis passer til dem. Hvordan din vægt er som 47-årig i forhold til hvad den var som 18-årig er jo grundlæggende aldeles uinteressant.

Du er sandsynligvis godt i stand til som 47-årig at vurdere, om du har brug for at smide et par kilo. Eller om du måske ikke nødvendigvis har brug for det, men alligevel gerne vil gøre det af hensyn til forfængeligheden. Eller om du hverken har brug for det eller lyst til det. Hvad skal du så med al teorien om kilo og fedtprocenter?

Arnes tilfælde er lidt anderledes, for her er overvægten så voldsom, at det sandsynligvis er vanskeligt at se nogen forskel på, om der er 10kg mere eller mindre. Og så kan jeg godt se det nyttige i at have et måleredskab at arbejde frem efter, så man kan glæde sig over de beviselige succes'er, som det er at tabe nogen kilo. Men det er en ekstrem situation.

Og alligevel vil jeg også fastholde, at selv for Arne er vægten i sidste ende ligegyldig. For Arne vil helt sikkert også være i stand til at vurdere, hvornår han har nået et acceptabelt niveau. Uanset om vægten så siger 90kg eller 160kg. Det afhænger helt af omstændighederne.

Så med et citat fra Ebernezer Scrooge vil jeg lidt unuanceret udtrykke min mening om al den kilo/fedtprocentsnak, som er så populær nu om dage: Bah, Humbug!

Edited June 13, 2005 by Bruno J

[Hessel]

Hvordan din vægt er som 47-årig i forhold til hvad den var som 18-årig er jo grundlæggende aldeles uinteressant.

Mener du med ovenstaaende saetning saa,at det er sundhedsmaessigt forsvarligt at tage paa med alderen?

Det værste eksempel på den slags er BMI (Body Mass Indeks), som definerer stort set samtlige medlemmer af min klub (en styrkeløfterklub) som svært overvægtige grænsende til det helbredstruende.

Men er de fleste styrkeloeftere ikke saa overvaegtige at det er truende for deres heldbred?

[Bruno J]

Hvordan din vægt er som 47-årig i forhold til hvad den var som 18-årig er jo grundlæggende aldeles uinteressant.

Mener du med ovenstaaende saetning saa,at det er sundhedsmaessigt forsvarligt at tage paa med alderen?

Det værste eksempel på den slags er BMI (Body Mass Indeks), som definerer stort set samtlige medlemmer af min klub (en styrkeløfterklub) som svært overvægtige grænsende til det helbredstruende.

Men er de fleste styrkeloeftere ikke saa overvaegtige at det er truende for deres heldbred?

<{POST_SNAPBACK}>

ad 1) Det skriver jeg ikke noget om. Pointen er, at forholdet mellem vægten som 47 årig og som 18 årig er uinteressant, da sammenligningen sker på baggrund af nogle forudsætninger, som der ikke tages hensyn til. Hvad nu hvis man var kraftigt undervægtig som 18-årig? Så ville det være direkte sundhedsskadeligt at stræbe efter at fastholde sin vægt som 18 årig.

Det handler om, at man skal vurdere sin tilstand idag og bedømme den frigjort fra fortidens ret ligegyldige vægttal. Da jeg var 15 år gammel var jeg 184cm høj og vejede 55kg. Idag er jeg 40 år gammel, 187cm høj og vejer 103kg. Hvad skal jeg bruge den sammenligning til?

At konstatere, at enten var jeg engang kraftigt undervægtig (hvilket er ret ligegyldigt her 25 år senere), eller alternativt, at jeg idag er 48kg overvægtig (hvilket er ret usandsynligt). Det svarer til en konstatering af, at jeg idag er 25 år ældre end for 25 år siden. En fuldstændig korrekt konklusion, men også fuldstændigt nytteløs.

Man skal ikke drukne nutiden i fortidens ligegyldige oplysninger. Eller i sammenligninger med teoretiske standarder. Min læge siger altid, når vi har vores børn til undersøgelse: "Hvis almentilstanden er i orden, så er der ingen grund til bekymring". Det er selvfølgelig en generalisering, men måske kunne mange voksne få et bedre liv af at tænke på den måde. Istedet for at tænke i tabeller, formler og teoretiske standarder.

ad 2) Nej

[Hessel]

Brune J.:

Ok saa er jeg med. Problemet er vel saa, hvordan man definere "en sund vaegt." Offentlige nationale sundhedssystemer (her gaelder det specielt de saakaldte socialistiske lande) har en tendens til at middelmaadigsere sygdomme og usunde tilstande. F.eks. har man i Danmark en graense for kolesterolvaerdier, som ikke stemmer overens med, hvad der ud fra et videnskabeligt synspunkt, er sundhedsmaessigt forsvarligt.

Dette har vaeret noedvendigt ud fra et oekonomisk syndspunkt. Der er simpelthen for mange, som skulle have kolesterolnedsaettende medicin og det ville blive for dyrt.

Set udfra et kulturelt synspunkt er det ogsaa problematisk "bare at se sig selv i spejlet og se om man skal tabe sig" Da amerikanerne er gennemsnitligt overvaegtige ser de ogsaa anderledes paa overvaegt. Er man, hvad jeg vil kalde normalt vaegtig, i USA er man i amerikanernes oejne ofte markant undervaegtig.

Det er ogsaa pudsigt at en small i USA svare til en medium i Danmark.

BMI er en teoretisk maade at beregne om en person er overvaegtig eller ej. Selvom den er en glimrende maade for de fleste at faa et hurtigt overblik over ens vaegt er der nogle ting den ikke tager hoejde for, men det betyder ikke at det er forkert at tage udgangspunkt i teorien naar ens optimale sundhedsmaessige vaegt skal vurderes. Selv foretraekker jeg at fokusere paa fedstprocenten, ens konditionsniveau, styrke m.m.

Hvis vi ikke skal bygge vores vurdering af vores vaegt paa et videnskabelig og teoretisk grundlag hvad skal vi saa?

ad 2) Nej

Maaske er det fordumsfuldt, men det har hidtil vaeret min opfattelse at de fleste styrkeloeftere generelt er overvaegtige og har en fedtprocent paa over 20, samt andre usundhedsmaessige tegn som stor mave m.m.

[Bruno J]

Brune J.:

Ok saa er jeg med. Problemet er vel saa, hvordan man definere "en sund vaegt." Offentlige nationale sundhedssystemer (her gaelder det specielt de saakaldte socialistiske lande) har en tendens til at middelmaadigsere sygdomme og usunde tilstande. F.eks. har man i Danmark en graense for kolesterolvaerdier, som ikke stemmer overens med, hvad der ud fra et videnskabeligt synspunkt, er sundhedsmaessigt forsvarligt.

Dette har vaeret noedvendigt ud fra et oekonomisk syndspunkt. Der er simpelthen for mange, som skulle have kolesterolnedsaettende medicin og det ville blive for dyrt.

Set udfra et kulturelt synspunkt er det ogsaa problematisk "bare at se sig selv i spejlet og se om man skal tabe sig" Da amerikanerne er gennemsnitligt overvaegtige ser de ogsaa anderledes paa overvaegt. Er man, hvad jeg vil kalde normalt vaegtig, i USA er man i amerikanernes oejne ofte markant undervaegtig.

Det er ogsaa pudsigt at en small i USA svare til en medium i Danmark.

BMI er en teoretisk maade at beregne om en person er overvaegtig eller ej. Selvom den er en glimrende maade for de fleste at faa et hurtigt overblik over ens vaegt er der nogle ting den ikke tager hoejde for, men det betyder ikke at det er forkert at tage udgangspunkt i teorien naar ens optimale sundhedsmaessige vaegt skal vurderes. Selv foretraekker jeg at fokusere paa fedstprocenten, ens konditionsniveau, styrke m.m.

Hvis vi ikke skal bygge vores vurdering af vores vaegt paa et videnskabelig og teoretisk grundlag hvad skal vi saa?

ad 2) Nej

Maaske er det fordumsfuldt, men det har hidtil vaeret min opfattelse at de fleste styrkeloeftere generelt er overvaegtige og har en fedtprocent paa over 20, samt andre usundhedsmaessige tegn som stor mave m.m.

<{POST_SNAPBACK}>

ad 1) På sin vis har du ret, og jeg kan godt se det praktiske i at have nogen retningslinier i bedømmelsen af en "rimelig" vægt. Men problemet er bare, at det for mange kører helt af sporet, og bliver en fokusering på tal frem for sund fornuft. Derfor kan man sælge slankekurer, som garanterer et vægttab på 5kg i løbet af kort tid. At hovedparten af vægttabet er vand, går man både som sælger og desværre også som køber let henover.

Det skaber en række fiaskooplevelser, som specielt for de svageste er direkte ødelæggende for deres tro på nogensinde at få en "normal" vægt. De deraf følgende nederlag skaber et endnu større behov for at trøstespise, og så er man endnu længere nede i suppedasen, end da man startede.

Jeg tror egentlig vores eventuelle forskellige synsvinkler afhænger af, om man ser problematikken fra systemets side eller fra brugernes side. På den måde kan der principielt godt være to helt forskellige rigtige synsvinkler. Som altså desværre slet ikke harmonerer med hinanden.

ad 2) Man kan helt bestemt finde eksempler, som du nævner, i enhver styrkeløfterklub. Man behøver ikke engang lede særlig længe . Men også her er man nødt til at se lidt mere nuanceret på sagen. For hvornår er 10kg fedt på maven et sundhedsmæssigt problem? Kan det i det hele taget defineres som et problem, eller er man nødt til at se dette isolerede forhold i en større sammenhæng?

Jeg vil mene det sidste. Hvis man er i god form p.g.a. hård træning med vægte 3-4 gange om ugen, så stiller jeg spørgsmålstegn ved, om en stor mave reelt har nogen betydning. Mon ikke en afpillet kontormand, som lever af kaffe og smøger har betydeligt større helbredsproblemer? Men BMI for den veltrænede styrkeløfter er helt oppe i det røde felt, mens den hærgede kontormands BMI er fremragende.

Det handler altså igen om at se problematikken i en sammenhæng med de forhold, som er en integreret del af virkeligheden. Og ikke blot som en isoleret enhed. Det sidste gør naturligvis en problemstilling mere medgørlig i en politisk sammenhæng, men ikke særligt brugbar i dagligdagen.

[CoqRouge]

Jeg fik lige pludselig lyst til at se min log på side 1 igen......

Jeg har skam trænet en masse, men har ikke haft tid til at skrive. Jeg vender tilbage med et indlæg i vægtdebatten senere.

Lige nu kan jeg konstatere, at siden mine knæsmerter fortog sig, har træningen gået fint. Det gjorde den også i går, som var sidste tunge dag, inden turen går sydpå med Principia'en til Plateau de Beille og Ax de 3 Domaines.

-men så gik jeg i seng - og da jeg vågnede her til morgen, kunne jeg næsten ikke støtte på venstre ben, der havde artet sig forbilledligt under træningen. Smerten på indersiden af knæet er vendt tilbage med fornyet styrke. Jeg mærker intet, når jeg sidder eller ligger - men belastning ved gang - avs, siger jeg!

Den aktuelle belastning var "baby-hepburn" plus lidt jumpsquats - en belastning, som tidligere ikke har givet problemer. ØV!

[CoqRouge]

Så er der åbent igen efter ferien. Nærmere følger!

[CoqRouge]

En sommerdag foran et TV – og på Ax 3-Domaines

Vel hjemkommet fra små 3 ugers ferie, hvoraf 2 uger blev tilbragt i det sydfranske, bænkede jeg mig i lørdags solidt foran fjernsynet med energidrik og buksecreme inden for rækkevidde. Nu skulle der ses Tour! Netop denne etape var interessant for mig, for 10 dage tidligere var det nemlig mig og Principia’en, der stred os op ad den selvsamme tinde. Her følger en lille beretning om, hvorledes det gik.

Fra feriestedet ved kysten til Ax le Therme, hvor opstigningen starter, var der ca. 150 km. Ikke noget problem, når man er i bil – troede jeg. Vejen var jo iflg. kortet niveauet lige under motorvej, men virkeligheden var en anden. De beregnede 2 timer blev til 4, da vi på smalle bjergveje kom til at køre bag et bredt udvalg af franske entreprenørmaskiner i sneglefart. Det betød så, at det nøje timede energiindtag måtte suppleres, og det bedste, som lige i farten kunne opdrives, var hvidt brød med brieost. Faktisk ganske lækkert, men ikke lige det bedste brændstof. Mens det sank på plads, gik jeg en tur med ungerne i byen, der nok er noget livligere i snesportssæsonen, men hyggeligt var det. Mindre hyggelig var den svinesti af et offentligt toilet, som vi måtte besøge – men hellere der end undervejs op ad bjerget! Temperaturen er omkring de 25 grader, altså helt perfekt.

Tilbage ved TV’et: Man ser de forreste ryttere suse rundt om 2 skarpe hjørner og passere en række biler, hvoraf mange campcars. Jamen, det var jo der, at vi parkerede 10 dage før, hurra! Det er egentlig her, at det bliver nærværende, at vi har været det samme sted, og at Tour’en foregår i virkeligheden! Det er til gengæld også sidste gang, at noget kan genkendes, for den ene bjergside ligner såmænd den anden, set fra en cykelsaddel, og under alle omstændigheder er vejen ved Tour-etapen på det nærmeste spærret af et bølgende menneskehav.

Mens jeg er ved at gøre Principia’en klar, parkerer en minibus ved siden af mig. Ud springer ca. 10 personer i cykeltøj og ud hentes ca. 10 veludstyrede racercykler. Nogle korte instruktioner fra chaufføren og en co-pilot – nogle modspørgsmål på gebrokkent fransk – ahah, andre turister! – og de 10 springer op på cyklerne og giver sig i kast med bjerget. Chaufføren og den anden person, som jeg nu betragter som en art guide, lægger sig ind i vognen, formentlig for at holde siesta. Selv springer jeg et par minutter senere op på cyklen og påbegynder opstigningen.

Strategien er at køre det første stykke med pulsen omkring de 80 % og så ca. halvvejs oppe vurdere, om der er basis for at øge, men om det nu er konkurrencemennesket der tager overhånd (de skal indhentes, de andre!) eller om årsagen er en anden, ved jeg ikke, men efter kun 6 minutters kørsel rammer jeg de 85 %, og på resten af turen kommer jeg på intet tidspunkt under dette niveau. Det gør turen til 50 minutter, som enhver masochist vil misunde mig. Den spinkle belønning er, at jeg undervejs indhenter og overhaler 3 af de andre, hvoraf de 2 fyldte cykelbukserne ud på en udpræget feminin måde.

Opstigningen krydres af de mange slidte tekster på vejbanen. Hvor længe kan sådan nogle holde? Fra sidste gang, der var etapemål her? I min pressede tilstand er jeg ikke sikker på, at jeg genkender nogle af de mere berømte navne. Til gengæld er der for hver km med frisk, lyserød maling skrevet kærlighedserklæringer på 4 sprog til en vis Santiago. Jeg forestiller mig, at han som jeg er en cykelmotionist med bjergdrømme og at hans kæreste på denne måde har villet opmuntre ham, men virkeligheden kan jo være en anden.

På vejen op noterer jeg mig også, at der ligger løse sten i mange af hårnålesvingene. Det bliver nok ikke i dag, at hastighedsrekorden ved nedkørsel skal forbedres! Endvidere er asfalten flere steder blød – ikke på grund af varmen, men fordi den er nylagt. Det klistrer i dækkene, og da den ældre asfalt er meget grov, suppleres selve stigningsprocenten på pinsom vis af en meget høj rullemodstand.

Helt oppe ender vejen i en stor rundkørsel, som selve skisportsstedet ligger draperet rundt om. Gruppen af andre motionister er forsamlet her, og den ene råber ”Smile – you are immortalised!” til mig og tager et billede. Vi udveksler et par kommentarer. De kender ikke hinanden på forhånd, men har købt en art cykelkombiferie, hvor de køres rundt af et lokalt bureau til diverse berømte cykelstrækninger og prøver kræfter med dem. Det må jeg prøve engang!

De holder stadig og venter på de sidste, da jeg giver mig i kast med nedkørslen. På vejen ned hilser jeg på dem, som jeg har overhalet og møder også flere andre på vej op – men den linde strøm af cykelmotionister, som man finder på Mont Ventoux, er der ikke tale om. Nedturen præges af forsigtighed, men alligevel kommer forhjulet en enkelt gang i skred på de løse sten i et sving. Fejer de vejen, når der er nedkørsler i Tour’en? Selvfølgelig må jeg i modsætning til rytterne tage hensyn til, at der kan gemme sig modkørende færdsel i ethvert sving, men hvordan de kan køre så stærkt med løst ral på uforudseelige steder er mig en gåde. Nedturen giver god træning til hænderne og nakken, da jeg har et fast greb om bremsehåndtagene og blikket rettet stift fremad, men sjovt er det nu alligevel – en art belønning, måske!?

Da jeg kommer tilbage til bilen, ligger de 2 franskmænd og halvsover i minibussen. Da jeg stiller cyklen, ryger de forvirrede ud af minibussen og siger en hel masse meget hurtigt, men jeg får dog gjort det klart for dem, at jeg ikke hører til deres selskab og ikke har brug for deres assistance.

Tilbage ved TV’et kan jeg se, at den gale østriger holder hjem, mens Kyllingen bliver stegt. Deres tid op ad bjerget ligger på lidt under det halve af min. Rystende!! Jeg mener – i tennis, løb, fodbold og kampsport, som jeg alle har førstehåndskendskab til, er det tydeligt, at man som seriøs motionist er med i den samme sport som verdens bedste. Man kan forholde sig til deres præstationer. At køre op ad en bjergside med 8 %’s hældning med tæt på 30 km/t i snit er så langt fra, hvad man som almindelig cykelmotionist kan præstere, at det virker som en helt anden sportsgren!

Edited July 19, 2005 by CoqRouge

[CoqRouge]

Nogle bemærkninger om træning til cykling - specielt bjergkørsel

Som tidligere kommenteret her i loggen, har jeg det seneste års tid flyttet mere på vægte end tidligere og har løbet og cyklet tilsvarende mindre. Det kunne være interessant at se på, hvorledes det har påvirket præstationerne på cyklen i de høje bjerge.

For nu at starte med resultatet: For så vidt som den aktuelle kombination af subjektiv fornemmelse og objektive data er nøjagtig, vil jeg mene, at min præstation i bjergene i år er ca. 10 % dårligere, end da jeg for 3 år siden sidst kørte op ad Mont Ventoux. Dengang for 3 år siden havde jeg løbetrænet ganske meget hele vinteren og var gået i gang med cyklingen, da temperaturen i Dannevang nåede tålelige højder. Sagt på en anden måde havde jeg meget aerob træning bag mig, hvor jeg dog overvejende havde dyrket den mere intensive del - intervaltræningen - i form af løb. Hertil havde jeg deltaget i et mindre antal cykelmotionsløb på op til 125 km i løbet af foråret.

I år har jeg til sammenligning max. samlet 25 % af kilometrene sammen, gældende for såvel løb som cykling. Det er en nedprioritering, der vil noget! Til gengæld har intensiteten været større, når jeg endelig kom ud på veje og stier - billat 30-30, tabata eller lignende har været på programmet de fleste træningsgange. Når jeg i forårets løb en sjælden gang har kørt mine "testruter" igennem på cykel for fuldt tryk, har resultaterne imidlertid været skuffende.

På ovenstående baggrund var det med visse reservationer, at jeg så hen til sommerferiens møde med Pyrennæerne. For at forberede mig bedst muligt henlagde jeg Ax 3-Domaines og Plateau de Beille til feriens anden uge, mens jeg i feriens første uge gennemførte en art "crash-program" på de væsentlig mere fredelige stigninger i omegnen af feriestedet. Ugen igennem kunne jeg mærke væsentlig fremgang og det hjalp på optimismen.

Resultatet blev altså de omtalte 10 %'s tilbagegang. Med de meget færre km i sadlen kan jeg kun betragte det som tilfredsstillende. Jeg drager endvidere følgende konklusioner:

-man kan fastholde ganske meget af grundformen ved spredt træning, bare den er intensiv.

-øget styrke i forening med dårligere kondition = dårligere præstation.

-1 uges intensiv træning på et udgangspunkt af god styrke og acceptabel grundform kan give et godt "løft".

-i den sidste ende er der ingen substitut for kilometer i sadlen.

[Guest Slettet bruger]

-i den sidste ende er der ingen substitut for kilometer i sadlen

:hippy:

Jo der er og du ved det... hvornår kommer den tid, hvor din indre spinning djævel bliver sluppet løs ????

Ellers tak for medrivende beretning fra Pyrenæerne

[Spock]

God historie fra Pyrenærerne - meget interessant.

Kunne virkelig være fedt at være på en tur hvor man køres til forskellige berømte stigninger, og prøver kræfter med dem.

Skulle være en tur hvor tingene var arrangeret, der var mad, overnatninger osv osv - og man bare skulle fokusere på at have det sjovt, samtidig med at man kørte (eller trak!!) op ad de store berømte stigninger...

[Tube]

Det kunne helt sikkert været sjovt at prøve kræfterne af på de store stigninger. Noget helt andet mht. det med at skulle sammenligne sig selv med rytterne er nok at det er meget svært at lave nogle sammenligninger på tværs af alle de faktorer man skal tage højde for. Hvorimod det er noget lettere at sætte sig i en eller anden tennisspillers sted.

[CoqRouge]

Spinningsild>Altid rart at høre fra dig - men jeg tror altså stadig, at jeg er for meget enspænder til at kunne finde glæde ved spinning.

Spock>Jeg er helt enig. En tur af den art ville være en fantastisk måde at bruge sin sommerferie på.

Tube>Her er jeg ikke enig. I tennis sammenligner man på tværs af flere faktorer end i cykelsport. Dels er der selve den dimension, der følger af tilstedeværelsen af en bold, og dels prøver modstanderen direkte at gøre dig livet surt ved at gøre det så svært som muligt for dig at fortsætte spillet - altså returnere bolden. Ved cykling er dette moment indirekte - modstanderen forsøger slet og ret at køre hurtigere end dig.

Jeg fik nævnt, at jeg også slingrede op ad Plateau de Beille. Selve beretningen om den tur vil jeg skåne læserne for - det ville for en stor dels vedkommende blive en gentagelse af historien om Ax 3-Domaines - men der er en lille krølle, som jeg lige vil komme ind på.

Selve opstigningen var ikke med på årets Tour, men har ofte været etapemål. Bjerget er uden for kategori, og på toppen venter der ikke en by, men alene et par skilifts og en bygning med et (lukket) cafeteria og nogle toiletter. Stigningen er uden for kategori og slutter i små 1800 meters højde.

Kombinationen af fraværet af bebyggelse, og det forhold, at Tour'en ikke kommer forbi i år, betød at jeg hverken på opturen eller nedkørslen mødte én eneste anden cyklist og stort set heller ingen biler. Til gengæld mødte jeg nogle andre levende væsener! Vejret var ikke godt, og et par kilometer fra toppen kørte jeg ind i tæt tåge eller lavthængende skyer, som man nu vil definere det. Resultatet var i hvert fald det samme - dårlig sigtbarhed. Lidt inde i tågen kunne jeg høre ringen af klokker, og pludselig så jeg nogle mørke konturer på vejen i tågen foran mig. Få sekunder senere kørte jeg slalom mellem køer (med klokke om halsen) og heste, der åbenbart mente, at vejen hørte med til deres græsningsarealer. Nu er jeg til dels opvokset på en gård, og køer og heste skræmmer mig som sådan ikke, men alligevel var jeg noget usikker på, hvordan de ville reagere på en cyklist midt i flokken. Et enkelt puf og man ligger der. En undvigemanøvre og man kan finde sig på vej ned af en klippeside. Ganske nervepirrende, men samtlige husdyr ignorerede mig totalt og jeg slap uproblematisk igennem.

Den slags kommer de garanteret ikke ud for i Tour'en!

[CoqRouge]

I søndags styrketrænede jeg for første gang efter sommerferien - dvs. for første gang i mere end 3 uger. Selve programmet skriver jeg lidt om nedenfor - men hvor blev jeg dog øm! Vægtene var moderate, sættene få, antallet af øvelser begrænset og antallet af reps moderat - jeg forsøgte virkelig at gøre det rigtigt! - men øm blev jeg altså og først her torsdag har jeg nogenlunde genvundet førligheden. Ømheden har dog ikke forhindret mig i at køre 2 intervaltræningspas på cyklen.

I denne fase er mit vægtprogram tilrettelagt ud fra, at jeg regner med at runde cykelsæsonen af med deltagelse i et motionsløb på 100 km i et efter danske forhold vanskeligt terræn, nemlig det midthimmerlandske. Med start i metropolen Blenstrup afvikles der nemlig den 31/7 et løb, der formår at skrabe noget i retning af 1000 højdemeter sammen. Det vil altid være en udfordring for en bjergelefant som undertegnede. Egentlig tung træning for benene må altså vente til efter løbet, og i stedet har jeg indpasset nogle få træningspas med det, som Patrick O'Shea kalder Interval Weight Training (IWT). Kort sagt går det ud på, at man gennemfører et sæt á 10 reps af en "eksplosiv atletisk øvelse", som O'Shea definerer som de olympiske løft (med variationer) samt squat. I umiddelbar forlængelse heraf kaster man sig op på løbebåndet, indendørscyklen eller hvad man nu har til rådighed og gennemfører et interval på ca. 2 minutter med noget nær den maksimalt mulige intensitet. Så holder man en kort pause og gentager forløbet, i alt op til 6 gange. Afslutningsvis kan man snuppe nogle sæt af andre styrkeøvelser, idet man dog af og til lige banker yderligere et 2-minutters interval af.

Fordelene skulle være, at man øger eller mindst bevarer eksplosivitet, styrke (og masse for de interesserede!) samt øger sit VO2max og øger evnen til at arbejde intensivt under anaerobe betingelser. Om det holder stik, ved jeg ikke - men jeg kan attestere, at et træningspas er så svinsk hårdt, at det MÅ være godt for noget!

Sådan et træningspas vil jeg gentage i aften. 2 modsatrettede følelser kæmper en kamp i mig lige nu: Forventnings glæde og forventningen om smerte. Glæden og smerten, glæden og smerten!

Edited July 21, 2005 by CoqRouge

[CoqRouge]

Artikel i juni-nummeret af Scientific American: ”Obesity: An Overblown Epidemic?”

For lidt over en måneds tid siden var der ved at komme gang i en meget interessant diskussion af vægt og overvægt her i loggen. Jeg vil gerne puste lidt liv i den debat ved at omtale en meget interessant artikel fra Scientific American.

· Det er helt uimodsigeligt fastslået, at amerikanerne – og nok de vestlige landes befolkning i det hele taget – er blevet signifikant og markant tungere i løbet af de sidste 25 år.

· Det er ligeledes nogenlunde klart, at svært overvægtige – dvs. dem med et bmi på over 40 – har en øget dødelighed. (Og ja, jeg ved godt, at bmi i sig selv siger meget lidt om den enkelte person!).

Så er det til gengæld også ved at være slut med det uimodsigelige. Her følger en række statements, der taler for, at problemet med tiltagende overvægt er overdrevet eller ikke-eksisterende. Bemærk, at disse statements ikke nødvendigvis alle modsvarer min personlige holdning!

· I ethvert samfund med rigelige fødevareressourcer vil der være overvægtige individer. Overvægt er altså en naturlig tilstand.

· Der etableret en sammenhæng mellem overvægt og type 2 diabetes, der i sig selv indebærer øget dødelighed – men det er ikke klart, at det er overvægt, der fører til diabetes. Meget taler for, at det er diabetes og diabetesmedicinering, der medfører overvægt.

· Industrien har massive interesser i at markedsføre overvægt som et helbredsproblem for at kunne afsætte specielle fødevarer og egentlig medicin.

· Den enkelte person har interesse i at få overvægt anerkendt som en sygdom af forsikringsmæssige årsager.

· Undervægt er dokumenterbart farligere end overvægt. For ældre mennesker er også det, der traditionelt opfattes som normalvægt, associeret med øget dødelighed i forbindelse med længerevarende sygdomsforløb.

· Man har ikke kunnet påvise reduceret dødelighed blandt tidligere overvægtige, der har reduceret vægten – bl.a. i mangel af valide kontroldata og vanskeligheden i at rense data for ændret livsstil i forbindelse med fastholdelse af vægttabet.

· Trods den stigende forekomst af overvægt er den forventede stigning i dødelighed indtil videre udeblevet.

· Dødeligheden som følge af hjerte-/karsygdomme er faldet parallelt med vægtstigningen. Dette ses som et udtryk for bedre medicinering af højt blodtryk og højt kolesterol, kombineret med større fysisk aktivitet hos de truede personer og et faldende antal rygere.

· De overvægtige har generelt dårlig presse, så ofte er resultaterne af undersøgelser og mediernes dækning givet på forhånd.

· Overvægt kan til nød accepteres som værende en markør for andre helbredsproblemer – ikke en årsag i sig selv. Man skal altså lede efter en fælles, dybere årsag. At se overvægt som årsagen til højere dødelighed svarer til, at man anser gule tænder, dårlig ånde og ildelugtende tøj som værende årsager til lungekræft – hvor virkeligheden er, at rygning er den bagvedliggende årsag til alle fænomenerne.

Edited July 21, 2005 by CoqRouge

[incognito]

har du mulighed for at sakse artiklen med referencer?

Nogle af de nævnte påstande er objektivt i bedste fald meget tvivlsomme

Der etableret en sammenhæng mellem overvægt og type 2 diabetes, der i sig selv indebærer øget dødelighed – men det er ikke klart, at det er overvægt, der fører til diabetes. Meget taler for, at det er diabetes og diabetesmedicinering, der medfører overvægt.

Selv efter korrektion for diabetes, dyslipidæmi er stor vægt stadig selvstændigt korreleret med større dødelighed, jf. Arne Astrup. Ikke at der ikke kan være noget sandhed i det du skriver, men det hele skal med.

Undervægt er dokumenterbart farligere end overvægt. For ældre mennesker er også det, der traditionelt opfattes som normalvægt, associeret med øget dødelighed i forbindelse med længerevarende sygdomsforløb.

En ting er at lav vægt akut korrelerer med øget dødelighed, men derfra og til at sige at et liv med lav vægt er farligere end et liv med høj vægt er i bedste fald en tilsnigelse og værste fald helt forkert.

Dødeligheden som følge af hjerte-/karsygdomme er faldet parallelt med vægtstigningen. Dette ses som et udtryk for bedre medicinering af højt blodtryk og højt kolesterol, kombineret med større fysisk aktivitet hos de truede personer og et faldende antal rygere.

De hyppigste dødsårsage i forbindelse med dyslipidæmi og forhøjet blodtryk er hjerteslag (iskæmisk hjertesygdom) og progressiv hjerteinsufficiens. Behandlingen af begge har taget kvantespring med bypassoperationer og angiotensin antagonister, hvilket givetvis giver noget af forklaringen.

Iøvrigt lyder det der IWT som den mest udsøgte tortur. Me like to try.

[Hessel]

Mon ikke det er denne her artikel der tænkes på?

[incognito]

nu har jeg ikke kigget på artiklerne endnu, men jeg kunne forestille mig at normaliseringen i de nævnte studier kan udgøre en rolle. Det er jo interessant om der er normaliseret for social klasse, stofmisbrug og evt. spisevægring.

[CoqRouge]

Mon ikke det er denne her artikel der tænkes på?

<{POST_SNAPBACK}>

Jo, det er den artikel. Strøtanke: Hvorfor abonnere på bladet, når mange artikler alligevel kan læses ganske gratis?!

incognito>Du har nok ret. Når man skal normalisere for så mange faktorer som her, risikerer man, at der ikke bliver forklaringskraft til overs til den sidste faktor - altså her fedme. Ikke en ualmindelig problemstilling ved in vivo-undersøgelser af komplekse problemstillinger!

Edited July 22, 2005 by CoqRouge