Got legs?


Kermit
 Share

Recommended Posts

Hold nu op hvor den her influenza sidder tungt. Det er efterhånden ved at være en uge siden at jeg blev ramt af symptomerne, og jeg er stadig tung i hovedet, og godt snottet. I det mindste har jeg ikke nyst og hostet så meget i dag som de tidligere dage, men for hulen da. 

Tog en forsigtig time på cyklen i går med zone 1, og det gik egentlig okay, men det var samtidig også helt tydeligt at der ikke skulle presses mere på end det.

Link to comment
Share on other sites

3 timer siden, WBO skrev:

Så fik jeg selv prøvet en Graspor test her forleden sidste uge. Jeg er bare ikke til sådan nogle ramp test, shit jeg hader dem. Den vurderede også min FTP til 25w mindre end TR gør. Så det gav en ftp på 308 og fatmax på 235w kun. Av :D 

Stærkt! Jeg vil også sige at jeg langt hellere vil køre 20 minutter, og især den nye protokol hvor man er 4 minutter i hvert interval er en dræber. 

Føler du så at din FTP er mere retvisende nu, altså med udgangspunkt i at det er mere realistisk for dig at holde de 308 watt i en time frem for 333?

Link to comment
Share on other sites

Hele sidste uge blev hæmmet af sygdom. Jeg fik styrketrænet lidt onsdag, og så kørt lidt på cyklen de øvrige dage, uden at det vare prangende. I dag er faktisk første gang jeg føler mig nogenlunde frisk, hvilket også er godt timet når nu der er Zwift løb i aften. 

Tjekkede lige op på ruten, og det er noget for mig. 25 km med 100 højdemetre. Er stængerne frisk tænker jeg at det løb ikke kommer til at tage meget længere tid end 30 minutter. På papiret burde det jo være et løb hvor man relativ let kommer igennem, men lige præcis med de løb ved man aldrig. Det er som om kuperede løb bliver lettere, fordi der er nogle helt konkrete steder folk kan køre afsted, hvorimod en flad rute som denne, får folk til at se muligheder der ikke er der. 

Link to comment
Share on other sites

Zwiftløb i går, og jeg følte mig ikke ligefrem flyvende på cyklen. Om end jeg egentlig føler at jeg er kommet ovenpå igen efter sygdom, så sidder der stadig noget i lungerne der generer mig lidt. 40 minutters opvarmning, hvor jeg bemærkede at min puls generelt var højere end den plejer at være. Så til selve løbet. 

En klassisk start hvor der skulle trædes nogle watt helt fra starten for at sidde med fremme, og hurtigt blev de 60+ startende til en frontgruppe på omkring 40. Jeg havde inden løbet tænkt at en top 50 ville være helt okay, så da jeg sad med ca. 40 andre var første mål reelt nået. 

Der kom nogle små angreb hist og her, og det kriblede da også i benene for at prøve et angreb af, men jeg blev ved med at minde mig selv om at jeg nok ikke havde så meget at skyde med, så det ville være bedre at gemme det hele til en eventuel spurt. Selv hvis der kom en gruppe afsted på 4-5 ryttere, så ville jeg stadig kunne sprinte med om en top 10 placering. 

Ruten var som sagt ikke særlig kuperet, men til gengæld kom højdemetrene løbende hele tiden. Allerede efter 5-6 km kørsel havde vi faktisk kørt 40-50 højdemetre, så det var ret meget op og ned hele tiden, med små bakker. Her var det vigtigt lige at give den lidt gas i slutningen af nedkørslerne, for at få momentum med ind på bakken igen. Faktisk klarede jeg det ret godt med at bruge så få kræfter som muligt, og sad ofte som en af de bagerste i gruppen. 

Ca. 11 km inde på ruten kom den eneste reelle stigning, som var på 400 meter med ca. 3% i snit. Hvad de lidt manglede at fortælle var at bakken også havde et stigende indløb, så man faktisk skulle klatre de første 300-400 meter inden man reelt set ramte stigningen. Den fik skabt en splittelse i gruppen, og jeg sad på et tidspunkt på mellemhånd på vej op, men fik lukket hullet på de sidste 100 meter så jeg sad i en frontgruppe med ca. 15 andre, og nærmeste gruppe herefter var ca. 8-10 sekunder efter. 

Så begyndte chatten at vågne lidt op, for vi kørte ikke hurtigt nok i front, og hver gang der var nogle der rykkede afsted, så var der andre der kørte med, men uden at rykke. Så de trak i stedet os andre med op. Det bliver der altid øffet over, og jeg forstår dem godt, men sådan er cykelsporten jo også nogle gange. Gruppen bagved tror jeg nåede at komme op, og så begyndte der at komme flere småangreb, uden at der reelt set var nogen der kom væk. Jeg tror simpelthen at ruten var for hurtig til at man på den måde kunne skabe forskellen i et hug. 

På de sidste 2 km var der en der kørte væk, fik et lille hul, og så begynde feltet ellers at sætte farten op. Omkring 900 meter fra mål begyndte de for alvor at træde til, og jeg sad og tænkte at jeg ikke kunne være med her, men alligevel fulgte jeg med. Jeg åbnede min spurt i en position som 13 og med 400 meter til mål eller noget i den dur. Og når jeg siger spurt, så var der intet punch, det var bare en sejtrækker for det var hvad jeg kunne i går. Stille og roligt kom jeg forbi de andre ryttere, og pludselig var jeg i top 10 - fedt! Så kiggede jeg på skærmen og kunne se at jeg reelt set kun havde nogle få ryttere foran mig, og jeg hentede ind på dem. Så hed den top 5. Og på de sidste meter døde dem i front, og jeg gled forbi. 

Jeg var HELT smadret med en puls på 180 (ud af 190 mulige) efter løbet, og var i tvivl om jeg havde set rigtigt - havde jeg vundet? Da resultatskærmen kom op stod jeg som vinder! MEGA fedt! Og langt over min forventning om en top 50 placering. 

Løbet var på 24,6 km og blev kørt med et snit på 41,6 km/t. 262 watt i snit, 280 i normalized power og en snitpuls på 167. Til sammenligning var sidste løb jeg kørte med 273 watt i snit og en snitpuls på 162. Efterfølgende forblev min puls også høj, og nok det tydeligste bevis på at min krop ikke har sluppet sygdommen helt. 

Men jeg vandt! Jeg snuppede 1. pladsen med 0,021 sekund til 2. pladsen og 0,054 sekund til 3. pladsen, så den var tæt, og var jeg en af de andre havde jeg godt nok ærgret mig. Det gælder jo i Zwift løb om at sidde med så langt fremme som muligt, og bruge så få watt som muligt for at gøre det. Jeg kørte med 3 w/kg, og kan se at de to andre i top 3 har ligget med 3,2 og 3,3 w/kg. Generelt har de fleste ligget på over 3,1 w/kg i det løb. 

Så selvom jeg missede en afdeling i sidste uge grundet sygdom, så ligger jeg stadig okay til i det samlede klassement. Inden løbet i går lå jeg på en 12. plads, og hurtig hovedregning placerer mig på en 4. plads efter løbet i går med 212 point. 3. pladsen har 217 point, 2. pladsen 219, og 1. pladsen er stukket af med 320 point.

Link to comment
Share on other sites

Fik klaret lidt styrketræning i morges, men undervejs var det som om jeg fik det mere og mere underligt. Her nu synes jeg at der sidder lidt kriller i halsen, og lidt lethed i hovedet. Orker ikke et tilbagefald nu, så kører på med ekstra omega 3, magnesium, samt zink og selen, og så håber jeg at det lige giver et ordentligt boost til hele systemet. 

Og speaking of styrketræning, så har de to seneste afsnits af Velofits podcast været geniale. Først et godt dyk ned i styrketræning for cykelryttere, og en konklusion af at høje repetitioner ikke giver mening. Eksperten anbefaler 3-5 repetitioner. Bum, meget i stil med det jeg laver i øjeblikket. 

Det seneste afsnit er en snak med Matthias Norsgaard, som fortæller om hans træning, og ikke mindst styrketræning. På Movistar vil de gerne køre sådan noget cirkeltræning med 15 forskellige øvelser, og så gerne på en low carb diæt, hvor Norsgaard kommer fra en familie der har styrketrænet de store løft, og så på en normal diæet så der er energi i systemet. 

Link to comment
Share on other sites

Klarede frisag, så ingen yderligere sygdom. Fik kørt små 3 timer torsdag som var torque intervaller - 10x2 minutter i zone 2, men med en kadence på 50-60. 

Fredag prøvede jeg med lidt styrketræning, men mine ben var simpelthen for ømme til at det gav mening at dødløfte. Så det blev kun til en gang core og overkrop. 

Lørdag blev igen til små 3 timer på hjemmetræneren. Denne gang med 15 minutter opvarmning, 2 timer og 20 minutter i zone 2 med skiftende kadence hvert 5. minut, og så 15 minutters afrulning. 

I går var stængerne, og jeg i øvrigt, godt smadrede, så det blev bare til en enkelt time i zone 1 for at løsne op. 

I aften står den på Zwift løb, en rute der slet ikke passer mig med ca. 28 km og 500 højdemetre. Resten af ugen er relativt tilforladelig med nogle fatmax intervaller tirsdag, styrketræning onsdag, zone 2 og sprint torsdag, styrketræning fredag, 3 timers zone 2 lørdag, og så en let dag søndag. Hele næste uge er en recovery uge. 

Link to comment
Share on other sites

Zwift løb i går, og virkelig ikke en rute jeg så frem til. UCI Harrogate som var ruten der blev brugt til VM da Mads P sejrede skulle der køres 2 omgange af - 28 km og små 500 højdemetre. Mængden af højdemetre burde være en dead giveaway at jeg ikke skulle kunne køre noget særligt hjem. Op til løbet havde jeg set lidt Youtube videoer hvor andre havde kørt løb på ruten, for at lære ruten bedre at kende, og se om jeg kunne få nogle fifs. 

Omkring 60 til start, og selve starten var nogenlunde kontrolleret. Jeg kom godt frem, og sad blandt de forreste 5 da første stigning ramte efter kort tid. Ca. 1000 meter med 3% i snit, så ikke noget der for alvor skulle lave den store forskel. Jeg sad godt med i forreste gruppe da en del blev sat undervejs, og så sad vi nok i en gruppe med ca. 40 ryttere. Jeg prøvede at spare lidt på kræfterne, netop fordi jeg vidste jeg skulle bruge dem andre steder, men alligevel gik jeg med i et par ryk hvor jeg tænkte at det måske kunne blive til noget, men hver gang blev vi halet ind igen. Da vi ramte den rigtige stigning, som var på ca. 1,5 km med 5,5% i snit eller noget i den dur, holdt jeg mig igen godt fremme, mens resten af gruppen blev reduceret. Da vi kørte ud på sidste omgang sad vi nok omkring 20 i frontgruppen. 

Den første stigning så et par ryttere stikke meget roligt afsted, og jeg sad længe og tænkte at jeg skulle køre op til dem, men tænkte at der nok var nogle andre der gjorde det. De 3 ryttere endte selvfølgelig med at holde hele vejen hjem. 

Jeg prøvede på et tidspunkt at udnytte noget momentum og køre op til dem, men de var for langt væk, så jeg opgav hurtigt det forsøg. Vores gruppe blev mindre og mindre for hver km der blev kørt, og jeg nåede selv at komme lidt på bagkant på et tidspunkt, men fik lukket hullet hurtigt igen. Jeg følte faktisk at jeg sad overraskende godt med på bakkerne, og pludselig nærmede vi os opløbet. 

Vi sad 7 ryttere i gruppen, og med 900 meter til mål kom der en lille bakke, hvor der var en del der rykkede lidt på. Jeg sad stadig godt med, og var overrasket over hvor frisk jeg egentlig var. Med lidt over 300 meter til mål åbnede jeg min spurt, og blæste forbi de andre. Jeg holdt trykket på hele vejen ind til stregen, og kunne snuppe 4. pladsen i løbet, og spurten i min egen gruppe. 

Højst overraskende med den placering, men jeg følte også at jeg virkelig kørte godt i går. 28 km, 46 minutter og 14 sekunder, 258 watt i snit, 282 NP, og et pulssnit på 166. 

I den samlede stilling lå jeg også 4'er, og efter løbet i går tror jeg at jeg ryger op på en samlet 2. plads. Næste uge står den på Greater London Flat, som er tæt på flad. 

Link to comment
Share on other sites

Jeg skrev for nogle måneder siden at der skete en masse ting hos mig, som ikke var træningsrelateret, som jeg håbede at jeg kunne fortælle mere om på et senere tidspunkt. Jeg ville egentlig gerne have haft at det senere tidspunkt var når alt var faldet på plads, men kan også mærke at jeg har behov for at få det ud, fordi det fylder ekstremt meget i mit hoved. 

Min kone er selvstændig sammen med sin bror, i en forretning der har købt af deres forældre for nogle år siden. I grove træk har det været et ekstremt hårdt år, hvor der har været en del kampe med broren. Det hele startede tilbage i januar hvor virksomheden var ved at lukke pga. momsgæld (hurra corona og "hjælpepakker"), hvor de begge kæmpede for at skaffe kapital til at få virksomheden til at overleve. De har et markant andet mindset end jeg har, og er lidt mere "det når vi i morgen" hvor jeg er mere "lad os få det fikset inden i morgen". Uden at komme for meget i detaljer med det hele, så har broren ikke opført sig helt ansvarligt i situationen, og det har resten af året båret frugt af. Faktisk så meget at det kom til et clash tilbage i marts, hvor jeg først fortalte ham hvad jeg egentlig syntes om ham med den måde han agerede på, hvilket skabte en kæmpe kløft mellem ham og jeg, men også til et punkt hvor han endte med at sige til min kone og deres forældre at han ville skille forretning og familie fuldstændig fra hinanden. Så når han var på arbejde ville han ikke snakke familie, men kun forretning, og modsat. 

Det gik også fint, indtil de principper blev brudt lidt, hvilket betød at min kone faktisk fik det svært ved at gå på arbejde, fordi hun ikke rigtig havde lyst til at høre om hans familie. Han lovede i øvrigt guld og grønne skove i starten af året, og ville vise os alle at han virkelig ville forretningen og give den en skalle. Det skete aldrig rigtig. 

I løbet af året har jeg og min kone også lidt sammenstød, fordi jeg bliver træt af det hele. Sådan helt ind til benet træt over hvordan tingene bliver håndteret, og det hele kulminerer i august hvor vi egentlig skal til en fødselsdag og min kone har fri om lørdagen, men lige nævner at hun skal ind og tælle kasse op. Det undrer jeg mig egentlig ikke over, indtil jeg ser at hendes bror er taget til Silkeborg i weekenden, så det er derfor hun bliver nødt til at tage derind. Det skal siges at hendes bror er skilt og har ungerne hver anden uge, turen til Silkeborg (med den nye kæreste og sønnen) var i en weekend hvor han ikke normalt skulle have børn, og han i forvejen har en "let" uge når han har unger, og så en "normal" uge når han ikke har dem. Der bliver altså ikke ofret mere når ungerne ikke er der. Det kammede jeg over, fordi jeg følte at jeg skulle afgive noget af mig, så han kunne tage mere ferie. 

Flash forward til starten af september, hvor det hele så går galt. Der sker noget i deres familie, som igen skyldes fuldstændig uansvarlighed, som gør at hendes bror får et panikanfald for fuld smadder og ender på hospitalet til nærmere undersøgelser. Der begynder de at have snakken om at han faktisk ikke har lyst til at være i forretningen, og at han har følt sig presset ind i det liv, og det måske er en idé at købe ham ud så de begge kan komme videre. Han bliver sygemeldt med stress, og min kone går igang med at undersøge hvordan man køber ham fri, og hvad prisen i så fald skal være. Virksomheden har egentlig gæld op til begge ører, og fra de overtog den i 2018 og frem til og med sidste år, er egenkapitalen på lige over 1,5 mio forsvundet og forvandlet til en gæld, og der har ikke været skabt overskud. Corona har på ingen måde hjulpet i alt det her, men som sagt, så er der også nogle der har handlet ekstremt uansvarligt. 

Hun forhører sig hos forskellige, revisoren, bogholderen, og også banken. Det gennemgående tema er noget i stil med at han skal være glad for bare at komme ud uden gæld, men at 3 måneder med løn er hvad der reelt set kan tilbydes hvis det skal være ansvarligt. Hun får sendt et tilbud afsted, der er markant højere. 6 måneder med løn, og 50.000 i engangsbeløb. Det bliver afvist, og så dør den lidt der. Indtil han nogle uger senere åbenbart får en åbenbaring og pludselig skal alting gå stærkt. De får snakket sammen med deres revisor i et forsøg på at agere mægler, og min kone fremsender et nyt tilbud. I mellemtiden har hendes bror også sendt et bud retur til hende som var på 6 måneder med løn (hvoraf den ene måned lige havde 10k ekstra) plus et engangsbeløb på 225.000. Han vil til at starte med ikke gå længere ned, selvom min kone prøver at imødekomme ham. 

Efter næsten en uges tavshed fra ham, trods utallige forsøg på at få ham i tale, vendte han endelige retur i går og kunne gå med til et af tilbudene. Det hele så godt ud. Indtil 2 timer efter hvor der kom en besked om at han ville snakke med hende, fordi det hele var så forhastet (snakken om at købe ham fri startede i september, og har været mere intens fra start november og frem til nu), at han ikke havde nogen sikkerhed når det sidste beløb var blevet betalt etc etc. FULDT STOP! Årsagen til at det hele virker forhastet for ham, er fordi min kone presser på for svar på ret simple spørgsmål, og fordi han vælger ikke at svare i 5-6-7 dage, så bliver tonen også mere skrap. Dagen i går blev afsluttet med en besked fra ham om at han nu vil tage fat i en advokat og finde ud af sine muligheder. 

En kæmpe spand koldt vand lige i ansigtet, fordi vi nu endelig troede at vi kunne få sat et punktum i alt det her, og komme videre. Jeg er ikke i tvivl om at hendes bror har det svært, men jeg kan også se på min kone at hun har det ekstremt svært. Hun er normalt ikke en pushy person, der skubber på, men det er hun blevet her. Det tærrer på hende at hun skal bruge så mange kræfter på at få en afklaring, og selv de tage hvor hun forsøger ikke at tænke på det, så tænker hun på det. Det samme gør sig gældende for mig, for jeg prøver at støtte og komme med så mange gode råd jeg overhovedet kan. 

Så lige nu er vi der hvor det hele er gået i stå igen, og hvor man søger mere over i de "hårde" metoder. Og hold nu kæft hvor er det hårdt. 

Link to comment
Share on other sites

Avs, en værre en. Det er ikke et fedt område, ikke at have afklaring på tingene. Det må især være frustrerende, når man sidder på den side der ønsker kontrol og handling, mens den anden side “laller” i det. Og så den klassiske når famile og forretning er blandet. Håber I snart finder en god løsning på det. 

Zwift er jo ikke så vigtigt i den store sammenhæng men tillykke alligevel med gruppesejren. Der er da fint skub i cyklen, for tiden.

Link to comment
Share on other sites

Årh, pis, når der 'går advokat i den' :hmmm:

Vi oplevede lidt af det samme, da min salige svigermor døde, og min svoger regnede med, at der var flere penge til overs fra et tidligere hussalg. Der gik også advokat i den, og så går tingene altså i hårdknude i familiemæssige anliggender, hvor man ikke er vant til at forholde sig til paragraffer.

Håber, I lander på benene med en for alle parter rimelig ordning.

Link to comment
Share on other sites

19 dage i streg uden hviledag blev stoppet i går, da der ikke rigtig var hverken energi, lyst eller overskud til blot at sidde på en hjemmetræner i 1 time i zone 1 og køre benene igennem.

Lørdag bød da også på en tur udenfor, hvilket ellers også er en del tid siden. Tidligt op, ned og taget alt gearet på, lys på cyklen og så afsted. Vejene var lidt fugtige, men det regnede heldigvis ikke. Planen var nem og klar - lidt opvarmning, og så ellers bare lang tid i zone 2 hvor man skifter kadence hvert 5. minut fra 60-70 RPM og til selvvalgt. Så 5 min med kadence 60-70, og så 5 min i egen kadence, og så ellers bare gentage. Jeg endte med at køre det i 3 timer :bigsmile:

Turen var egentlig en semiklassiker for mit vedkommende. Op til Farum, rundt på Bregnerød, ud mod Høvelte, en runde på omkring ved Stumpedyssevej, så op til Hillerød, ind mod Fredensborg, fortsætte ud til Kongevejen og så ind til Nivå. Vejenbrød, og så retur til Stumpedyssen, og hjem via Farum. 

I alt nåede jeg op på 3 timer og 30 minutters træning i et par graders varme. En kølig omgang, uden at det decideret var koldt. 

Sidste afdeling i Never Stop Riding cuppen i aften, og som tidligere nævnt en tæt på pandekageflad rute. Eller, sådan skulle det have været, men de har ændret i ruten til i aften. Så i stedet for 28 km med 60 højdemetre, hedder det nu 28 km med 246 højdemetre. Vi skal køre på Canopies and Coastlines ruten, som vidst er en af de nyere i Zwift regi. Den starter med et af mine absolutte hadesteder på Zwift hvor hele starten går op og ned, og så har man Titans Grove reverse stigningen, som egentlig er fin nok, men alt det der op og ned er simpelthen for irriterende. Min taktik skal egentlig bare være at sidde med det første stykke, og så håbe på at tempoet op over stigningen er højt nok til at skabe en udskilning i feltet, hvor jeg kan sidde med i forreste gruppe. Efter nedkørslen går det lidt op og ned igen, og så bliver ruten mere flad/stabil derfra. Så kan jeg bare sidde med i forreste gruppe der, så er jeg vidst godt tilfreds. 

Link to comment
Share on other sites

Målsætningen for aftenens løb er i øvrigt bare at beholde min samlede 2. plads i stillingen. Jeg har 266 point på 2. pladsen, 3. pladsen har 252 point, 4. pladsen 238 point, 5. pladsen 225 point, 6. pladsen 217 point og 7. pladsen 215 point. 8. pladsen har 205 point, og kan således ikke hente mig længere. 

En sejr giver 60 point, en andenplads 59 point, og så nedad. Jeg skal virkelig have en offday for at dem der ligger på 5-7 pladsen skulle passere mig, men alt er muligt. Umiddelbart er det klart 3. pladsen jeg er mest "bekymret" for, da der trods alt ikke er skide mange point imellem os. Men altså, jeg skal bare ende så højt oppe som muligt, så kan det næsten ikke gå galt. 

Link to comment
Share on other sites

Jeg følte mig ikke helt tilpas i går, så var lidt spændt på hvordan cykelløbet reelt vil forløbe sig. Tog en lang opvarmning på en times tid, inden jeg kastede mig over cykelløbet. Fra start af placerede jeg mig oppe foran, og holdt mig godt til indtil vi ramte stigningen. Her stod jeg mere eller mindre op hele vejen, og slap først trådet en anelse med 150 meter til toppen. Første delmål klaret. Der var allerede sket en god udskilning, men jeg fik undervurderet det næste segment, hvor det også gik op og ned hele tiden. Det var lidt irriterende, for da vi ramte de sidste bakker var der bly i mine ben, og jeg kunne ikke følge med en gruppe på 8 ryttere der rev sig løs. Jeg kan huske at jeg deciderede tænkte at jeg følte at jeg trådte mange watt, men at der bare ikke kom noget ud af stængerne. 

Gruppen  jeg sad i formåede ikke at lukke hullet hurtigt, og så sejlede de stille og roligt væk. I et af de andre momenter var jeg og en anden kun 6 sekunder fra dem, men så åbnede de hullet op igen, og så var det slut. Jeg sad dermed i en gruppe med 6-8 andre ryttere, og så var der grupper bag os også. En stor del af løbet herfra gik i virkeligheden mest ud på at holde vores forspring ned til den næste gruppe der kom nærmere. Hver gang de kom ned omkring de 15 sekunder, prøvede enten jeg eller en anden rytter at lave et lille ryk, og så blev hullet åbnet op til 20 sekunder i stedet for. 

Der kom en kortere bakke ifbm. en spurt undervejs, og der valgte jeg at holde lidt ekstra tryk på, for at se om jeg kunne få tyndet lidt mere ud i vores gruppe. Jeg vidste at der sad en oppe i forreste gruppe der kunne komme foran mig i det samlede, så jeg ville gerne minimere mængden af ryttere jeg skulle sprinte imod, for at gøre mine chancer for en god placering bedre. Tror der røg en enkelt rytter på den bekostning. 

Da vi nærmede os de sidste 1000 meter var der en rytter i vores gruppe der havde fået et lille hul, og en anden der gik efter. Jeg åbnede spurten med omkring 600 meter til mål, hvor jeg lige fik lukket et hul til en anden gruppe, mens der stadig var to ude foran. Med ca. 400 meter til mål åbnede jeg så helt op, og nåede lige præcis at passere den forreste rytter i gruppen på målstregen. Faktisk blev vi registreret med samme tid, men jeg har fået tildelt 9. pladsen og han 10. pladsen.

Små 43 minutters kørsel, 258 watt i snit, 291 i normalized power, gennemsnitspuls på 164. Jeg var helt smadret efter afslutningen, og fik lige rullet en lille smule af. 

De officielle resultater i den samlede stilling er ikke kommet på endnu, men hurtig hovedregning indikerer at jeg holder den samlede 2. plads med omkring 10 point ned til nummer 3. Det er jeg ret godt tilfreds med. 

Link to comment
Share on other sites

De endelige resultater kom ind i går, og 2. pladsen blev holdt. 1. pladsen endte med 424 point. Jeg på andenpladsen havde 315 point, 3. pladsen havde 305 point og 4. pladsen 276 point. Det har været ekstremt sjovt og underholdende at deltage i den cup. Det har været super hårdt, men også været noget der har været med til at give et fast holdepunkt om mandagen. 

Link to comment
Share on other sites

Tirsdag endte med at blive en komplet offday, hvor familien og jeg tog i Tivoli sammen med mine forældre. 

Onsdag blev til en let omgang styrketræning, og i går røg jeg på hjemmetræneren og kørte 55 minutters zone 2, og så 3x10 sekunder all out med 5 minutters hvile.

Her til morgen røg jeg på hjemmetræneren igen for at køre en benåbner inden arbejde. Blev til 2x3 minutter progressiv, og så 2x12 sekunder 80% spurt. 

Planen er at køre en Graspor test i morgen, og forhåbentlig går det bedre end sidste gang hvor min hjerne bare stod af efter 260 watt :tongue:

Link to comment
Share on other sites

Fik kørt en Graspor test i lørdags, og det gik markant bedre end sidste gang. Jeg har stadig super svært ved at blive siddende i sadlen i så lang tid, og det afspejler sig også i min FTP, som jeg ikke tror er rigtig, specielt ikke med tanke på at jeg har ligget og kørt Zwiftløb på 40 og 45 minutter med noget højere output. Tallene nedenfor er før tallene fra den første test tilbage i midten af oktober.

Zone 1 før: 0-132 watt. Zone 1 nu: 0-144 watt
Zone 2 før: 132-177 watt. Zone 2 nu: 144-193 watt
Zone 3 før: 177-224 watt. Zone 3 nu: 193-218 watt
Zone 4 før: 224-270 watt. Zone 4 nu: 218-243 watt
Zone 5 før: 270-324 watt. Zone 5 nu: 243-291 watt

FTP før: 266 watt. FTP nu: 243 watt. 
Fatmax før: 177 watt. Fatmax nu: 193 watt.

Så 2 måneder med zone 2 træning, og en forøgelse på 16 watt ift. fatmax. Det er jeg ret godt tilfreds med. Jeg tænker at jeg en af dagene efter jul prøver at køre enten en rampetest på Zwift eller en 20 minutters FTP test, bare for at se hvad den nogenlunde siger. Jeg ved godt at jeg ikke kan bruge de 95% af 20 minutters testens resultat, men at jeg nok nærmere skal ned omkring 90-92%, men 243 watt lyder alt for lavt. Nu har jeg lige 4 uger tilbage af planen, og så bliver det spændende at se hvad facit bliver til sidst. Lige nu er jeg i hvert fald ret fortrøstningsfuld. 

Og hvad er der ellers sket? 

Min ramme fra Elves sidder stadig fat i en told et eller andet sted. Den blev sendt afsted omkring de. 20 oktober, og har ikke rigtig rykket sig ud af flækken siden d. 26. oktober. Det er lidt frustrerende, men modsat har jeg det sådan at jeg alligevel ikke kan gøre det store ved det. Importøren har løbende kontakt for at se hvad der sker. 

Den seneste uge tid har jeg tilføjet et nyt problem til mit underliv. De faste læsere ved at jeg generelt har døjet med lidt forskellige ting dernede, men det var der kommet nogenlunde styr på. I mandags bemærkede jeg en anden slags smerte dernede fra, det blev bedre efter et par dage, men vendte så retur lige op til weekenden - klassisk tilfælde når man ikke kan komme til lægen :tongue: har en tanke om hvad det kan være, men skal lige være sikker. Det er på ingen måde farligt, hvis det er det jeg tror, men det kunne være rart lige at få bekræftet at det er noget ufarligt. Men irriterende, det er det, specielt hvis det betyder at jeg lige skal holde en pause fra cykeltræningen. 

Og så lader det til at der fredag kom afklaring på min kone og hendes bror, så der nu er en aftale der bare skal laves papir på og underskrives. Det var en af de bedste julegaver nogensinde, og en kæmpe lettelse at vi nu kan ligge det bag os. 

Link to comment
Share on other sites

Nu gik det ellers lige så godt det hele, og så kom der selvfølgelig en anelse grus i maskineriet. Lægen fik kigget på underlivet, og bemærkede samtidig en seriøs lyskesvamp (jeg har altid troet at det bare var fordi jeg cyklede meget og havde store lår der gned sig op af). Så nu har jeg fået nogle cremer jeg skal smøre med, og som jeg håber får det hele til at blive bedre. Her nogle dage efter er det i hvert fald tilfældet. Hurra. 

Onsdag vågnede den yngste op med feber, så han blev hjemme, og jeg fik ikke lavet alverden. 

Torsdag var han så også blevet snottet, og jeg følte mig heller ikke super tilpas. Så træningen blev droppet, ungen sendt til farmor og farfar, så jeg kunne få indhentet lidt af det tabte arbejde fra dagen før. Om aftenen begyndte den ældste også at have det dårligt, og jeg var samtidig brændende varm da jeg gik i seng. Fik dog lige kørt en cocktail ned med lidt vitaminer og noget smertestillende, og sov i 9,5 time. 

I dag går det lidt bedre. Begge unger er hos farmor og farfar fordi de er småsyge, jeg sidder og arbejder og har det bedre end i går, og håber at jeg går forbi uden de store gener, og kan være frisk til juleaften, men også Rapha Festive 500 som køres fra 24. december til og med 31. december. 500 km på 8 dage. En sjov challenge hvor man lige får presset det sidste uge af året. 

Min ramme fra Elves sidder stadig fast i tolden et eller andet sted, og har gjort det i 2 måneder nu. Jeg skrev lidt med importøren der undskyldte mange gange, og forklarede at de aldrig havde oplevet noget lignende. De kan ikke få at vide hvorfor eller noget som helst, men har foruden min ramme, også 10 andre rammer der nu sidder fast. De er dog gået med til at producere en ny ramme til mig, og sende den afsted, i håbet om at den når frem før den anden. Skulle den første ramme så blive frigivet inden da, sender jeg bare den anden retur. Men det er nu noget frustrerende ikke at have fået bygget den cykel op endnu, som jo også skulle agere vintercykel. Men igen, det er begrænset hvad jeg kan gøre ved det nu, og min SL5'er kan bruges på de fine vinterdage, og ellers må jeg bare indrømme at jeg synes Zwift er genialt, og kan snildt køre 3 timer indendørs. 

Jeg har også bestilt nyt klubtøj for første gang i flere år, primært fordi der er kommet nye sponsorer til siden sidst, og fordi jeg skal have klubtøj med rigitige sponsorer til hvis jeg skal køre licens i 2024. Jeg har endnu ikke helt besluttet mig for det, men må sige at jeg hælder meget kraftigt imod at tegne licens for 24 og få kørt nogle løb. 

Link to comment
Share on other sites

  • 2 weeks later...

Nyt år, håber I alle er kommet godt ind i det. 

Jeg kom i mål med Raphas Festive 500, og jeg var godt træt til sidst. Af samme årsag kørte jeg også de sidste km som et løb, så jeg i det mindste havde det at hygge mig med, og tog samtidig sejren. Ret fin måde at afslutte året på. 

Fik også kørt PR i de 2 store løft her til sidst med 108 i bænk og 135 i squat. 

Lidt målsætninger for 2024: 

- PR i bænk på 110 kg eller over
- PR i squat på 140 kg eller over
- PR i død på 180 kg eller over
- Mere end 300 timer på cyklen
- Vægt under 85 kg (lige nu er den ALT for høj)
- Point i licensløb
- Genvinde mesterskabet på mit arbejde

Link to comment
Share on other sites

Så er det sidste uge af mit træningsprogram fra Graspor, og lørdag skal jeg se hvordan det er gået med de enkelte tal. Jeg savner i allerhøjeste grad at køre noget AT træning, for er ikke sikker på at de 12 uger som sådan har gjort noget positivt for min FTP. Ud fra den sidste test var min fatmax røget godt i vejret, hvilket også har været intentionen med programmet, men selve FTP'en er ikke rigtig udviklet i en positiv retning. 

Så relativ let træning i denne uge frem til testen lørdag. 

Vægten skal også nedad, og kunne se at jeg i morges vejede 1,5 kg mindre end jeg gjorde i mandags. Det er en god start. Nu begynder den svære 2'er selvfølgelig også, for man har været lidt mere afslappet i weekenden, og nu skal tilbage til en form hvor der er meget lidt slik og sukker i hverdagene. Men kiggede også på nogle logs fra 18/19 sæsonen hvor jeg vejede omkring de 80 kg. Det kunne fandme være fedt at komme derned igen fra de 87,5 jeg pt. vejer. 

Link to comment
Share on other sites

Jeg kom lidt sent på cyklen i går, men havde også kun planlagt at jeg skulle køre 1,5 time. Jeg har egentlig hvileuge, men havde hviledage både søndag og mandag, så tænkte at jeg ville have lidt intensitet på. Jeg fandt et løb efter 30 minutters opvarmning - mere eller mindre flad og lige omkring de 19 km langt. 188 til start, og så var der ellers bare smæk på fra starten af. 

Jeg kom med godt i fronten og var bange for at gruppen ville splitte i en masse små grupper, men det skete faktisk aldrig. Kort før vi kørte ud på anden omgang kom jeg med i et lille ryk sammen med en anden. Vi fik et hul på 2 sekunder, men så blev det lukket ned igen. Derfra var det egentlig bare at holde på og være der til spurten. Da vi kørte ud på 3. og sidste omgang, var jeg lige ved at slippe feltet i en blunder, men holdt på. 

Med 600 meter til mål var der kommet en del forceringer til spurten, jeg brugte min powerup og begyndte at sprinte. Ved 250 meter mærket valgte jeg at sprinte helt igennem, og kunne se at jeg kom godt frem ift. de andre, og kunne slutte af på en 3. plads. 

28 minutter og 30 sekunder, 274 watt i snit, 290 i normalized power. 

Link to comment
Share on other sites

Lykken er at have børn. Onsdag var den yngste sløj, og jeg endte faktisk også med selv at drøne fra arbejde halvvejs, fordi jeg ikke følte mig på toppen. Sov 3 timer da jeg kom hjem, lavede noget mad, og gik så i seng og sov hele natten. Jeg er egentlig okay i dag, men er ikke på toppen på nogen måde. Derfor bliver min Graspor test også lige flyttet i hvert fald en uges tid. 

Nå ja, den ældste er så hjemme i dag med feber og ondt i halsen. 

Link to comment
Share on other sites

Join the conversation

You can post now and register later. If you have an account, sign in now to post with your account.

Guest
Reply to this topic...

×   Pasted as rich text.   Paste as plain text instead

  Only 75 emoji are allowed.

×   Your link has been automatically embedded.   Display as a link instead

×   Your previous content has been restored.   Clear editor

×   You cannot paste images directly. Upload or insert images from URL.

 Share