Got legs?


Kermit
 Share

Recommended Posts

God læsning, jeg er begyndt at overveje det bikefit der... Men som jeg kan læse kommer der mange skjulte omkostninger ind over? Nye extensions/saddel/?? og pludselig har man brugt for over 5000kr igen... Arrhhgggg

Det eneste der, for mit vedkommende, skal skiftes er sadlen. Min cykel kom standard med forskellige frempindslængder, så det var simpelt nok. Men Nicolai er også god, så han sørger selvfølgelig for at lave opsætningen af cyklen så godt som overhovedet muligt uden ændringer. Så hvis du kommer op til ham, så sørger han for at fitte cyklen så den passer så godt som muligt til dig. Men han vil nok sige hvis du kan få et endnu bedre fit ved at ændre sadlen, frempindslængde, pedalarmslængde etc. Han foreslog faktisk mig at komme ned på 170 mm krankarme.

Når det så er sagt, så er det efter min mening en af de bedste opgraderinger man kan gøre. Det gør en hel sindssyg forskel, og jeg glæder mig til at kunne lave en test så jeg måske kan smække et par tal på hvad fittet har gjort for min FTP på TT'eren. Dog er det også vigtigt at det er en position jeg kan holde i 40-45 minutter uden at skulle sætte mig op for lige at få strukket ud.

Jeg er dog lidt splittet over hvad der er den bedste opgradering - et fit eller en wattmåler. For en triatlet tror jeg nu stadig mest på fittet, da i hovedsagligt kører længere intervaller, og dermed kan bruge pulsen lidt mere som rettesnor.

Hjemmeside

Link to comment
Share on other sites

The Death of Marco Pantani
marco.jpg

Så lykkedes det. Omkring 300 tætskrevne sider omkring Marco Pantanis liv er nu blevet læst igennem, og hermed en lille note omkring bogen.

I grove træk er det en svær bog, da den indeholder mange forskellige personer, mange forskellige værdier, mange forskellige retssager og en masse andet. Det er med andre ord til tider svært at holde styr på hvem de enkelte er, og hvilken relation de har til Pantani. Ligeledes er der en masse retssager hvor der bliver beskrevet en del om forskellige fysiologiske værdier, processer og meget mere.

Dog er det virkelig spændende læsning, ikke mindst omkring personen Pantani. Jeg har aldrig haft det store forhold til ham som rytter, men han er jo en af dem man hører om grundet hans vilde angreb og ukomplicerede måde at køre på. Dog har hans privatliv været noget mere kompliceret end som så. Kokain har spillet en større rolle i hans liv end hvad jeg lige umiddelbart vidste, og nogle af beretningerne fra de sidste måneder i hans liv er decideret ubehagelige at læse om. Her er der tale om en mand der ser og hører syner, taler usammenhængende, og som har en aggressiv adfærd. På det hotel hvor han endte sit liv, beklagede han sig f.eks. om støj fra naboværelset - på trods af at der ikke boede nogen.

Kokainmisbruget startede umiddelbart efter han blev smidt ud af Giroen i 1999. I hans, og hans følgeres øjne, var det en konspiration i mod ham der gjorde at hans hæmatokritværdi blev testet til over de tilladte 50. Det at han er blevet bakket op af sin omkreds har uden tvivl været en årsag til at han siden hen hele tiden fandt sig i en offerrolle.


Der er så mange fantastiske historier i selve historien. F.eks. omkring hans forfængelighed der gjorde at han fik opereret sin næse og ører. Eller om de mange biluheld han har været indblandet i.

En interessant note er dog i epilogen til sidst. Der gik åbenbart et rygte om at der var en med i bilen da han kørte galt i en af de seneste episoder - en transvestit. Kunne det tænkes at Pantani måske har været homoseksuel? Der har eftersigende været flere episoder der har kunne trække i den retning, og en buket ved hans begravelse med et kort hvor der stod "Fra manden du aldrig har snakket om". Det er selvfølgelig bare rygter, men det kunne måske forklare hvorfor han har haft det så svært i livet. Det er dog ikke utænkeligt at forestille sig at Pantani kunne have været homoseksuel.

Alt i alt en spændende bog som jeg kun varmt kan anbefale andre. Den er som sagt ikke let at læse, men man får et indblik i et kompliceret sind og menneske.

Link to comment
Share on other sites

  • 2 weeks later...

Jeg beklager de manglende opdateringer, men det har været pga. en hel masse der er sket i den seneste periode.

For lige at opsummere, så var jeg jo som sagt et smut i Frankrig med svigerfamilien i en uges tid. Jeg havde cyklen med og det blev til 3 ture i et noget svingende vejr. Generelt var vejret godt dernede, men på den første tur nåede jeg kun halvvejs op af Col de Vence inden regnen væltede ned. Jeg fik dog senere besteget bjerget, og har også fået Col D'Eze på CV'et. Jeg skal nok skrive en længere opdatering og beskrivelse af turene. Da vi ankom til byen om lørdag var vi lige en times tid i huset inden vi bevægede os de ca. 2-3 km ind til byen for at se feltet køre igennem. Det var en ret stor oplevelse at se hvordan ALT i byen gik i stå, hvordan lokalbefolkningen stillede sig op og begyndte at heppe på rytterne når de kom forbi. Jeg fik sat min kæreste til at snuppe billeder så jeg kunne koncentrere mig om at kommentere på hvem det egentlig var der drønede forbi. Jeg fik øje på de fleste jeg lige umiddelbart skulle få øje på, og vi fik da lige snuppet et par billeder.

Team SKY i front, og Gilbert med på smækken
486451_10151466748425502_135821229_n.jpg

Ivan Basso førte an i en gruppe der kom umiddelbart efter hovedfeltet

27153_10151466749100502_875589015_n.jpg

Boonen var klædt i sort, så han var en anelse sværere at spotte

386418_10151466749495502_1989957105_n.jp

Lidt længere oppe af vejen stod min svigermor og heppede også da felterne kom blæsende forbi. Hun var så heldig at en Cannondale rytter smed sin dunk, som hun så kunne samle op :bigsmile:
577767_10151466750385502_1923843126_n.jp

Om søndagen tog min kæreste og jeg forbi enkeltstarten op af Col D'Eze. I perioden op til havde min svigerfamilie generelt været lidt "negative" overfor enkeltstarten da de mente at vi skulle stille os klar om morgenen hvis vi skulle få en ordentlig plads til enkeltstarten, selvom jeg prøvede at forklare at vi ikke behøvede det. Derfor var det også fedt at se min kæreste være helt oppe og køre over hvor tæt vi kunne komme på rytterne. En af de første vi for alvor fik spottet var Matti Breschel som var cool nok til at stille op til et billede. Da vi var på vej videre fik jeg så øje på David Millar der stod i civilt med hans familie. Jeg spurgte om det var ok lige at tage et billede, og det var han helt med på. Jeg fik også lige sagt at jeg snart skulle igang med hans biografi hvilket ikke virkede til at påvirke ham synderligt :bigsmile: Men umiddelbart en cool fyr.
601614_10151466761590502_1960877011_n.jp

Op til start området hvor vi fik placeret os rigtig fint et par 100 meter fra starten. Jeg har efterfølgende luret på optagelserne, og der er flere gange hvor man kan se min kæreste og jeg stå op sige hep :happy:

Da Richie Porte var kørt afsted, valgte vi at gå tilbage til downtown Nice, og da vi bevæger os ned igennem kortegen af holdbusser, spotter vi lige Cannondales bus, og jeg når lige at sige "Tænk hvis Ivan Basso sidder i den". Vi når knap at gå 5 meter inden jeg nærmest råber "Det er sgu da Ivan det der!". Og ganske rigtigt. Ivan Basso kom gående lige imod os, og jeg gik hen til ham og spurgte igen om det var i orden lige at snuppe et billede. Han virkede lidt træt, men sagde ok.

293316_10151466768970502_1974205798_n.jp

2 dage senere kørte jeg selv op af Col D'Eze og det er sgu en halvhård satan, men en fantastisk udsigt fra toppen af.

531615_10151455640340502_1632858391_n.jp

Resten af ugen gik med at besøge de klassiske ting man nu engang skal opleve, få cyklet en anelse, og så ellers bare slappet af. Vi oplevede dog også sne, hvilket ikke ligefrem er hverdagskost i det område, men et fantastisk syn at vågne op til bjerge med sne på toppen i bedste Disney stil.

I mandags startede jeg så samtidig på mit nye job, og jeg glemmer altid hvor mentalt drænene det er. Det er super spændende og virker som et ret cool sted, men for hulen hvor er jeg dog bare træt når jeg kommer hjem af alle de mange indtryk som man hele tiden suger til sig. Det har også betydet at jeg ikke helt har fået trænet så struktureret som jeg kunne, men kom da på hjemmetræneren i går. Det blev ikke nogen succes, da jeg ikke har været på den i godt 2 uger, og det kræver alligevel noget tilvænning at køre på den måde. Jeg kom dog på i dag med 3 VO2max intervaller, og et 20 minutters sweet spot interval. Jeg håber i hvert fald at det er pga tilvænning og måske lidt træthed fra det nye job, og ikke manglende form der gør at jeg var presset i går.

Det er i hvert fald et skidt tidspunkt jeg egentlig er startet på et nyt job, da det jo netop er nu jeg skulle bruge energi på at spidse formen til, men jeg håber sgu at jeg hurtigt får indhentet energien og igen kan træne fornuftigt så jeg kan være klar til sæsonstarten.

Men hvor er det dog egentlig fedt at være et sted hvor der er en fed energi, hvor folk har en helt anden arbejdsmoral(mere arbejde end facebook), og ikke mindst en direktør der selv går i spidsen. Han er blandt de første der møder ind, og som oftest den sidste der smutter. I går gik han da også og strøede salt på vores lille svalegang. Det er sgu i orden.

Det nye job betyder også at jeg pt. er med det offentlige. Det har den positive effekt at jeg får læst lidt mere end ellers. Inden jeg tog afsted til Nice var jeg gået igang med en bog om Eddy Merckx, og den får jeg nu læst på fulde drøn. En super fed bog, og nogle fantastiske historier om Kannibalen. Jeg har altid haft det indtryk at Eddy Merckx nærmest blev født som en superrytter, men det har ikke helt været tilfældet. Så vidt jeg har forstået var han et kraftværk uden lige fra starten af, men manglede taktisk sans og teknik på cyklen. Da det så kom på plads var det noget lort for konkurrenterne.

Så det var lige den halvlange opdatering på livet, og jeg håber snart at vende tilbage med lidt beskrivelser af turene i sydfrankrig og træningen herhjemme.

Link to comment
Share on other sites

Cote D'Azur
420025_10151454250975502_849817015_n.jpg

Så er det blevet tid til en opdatering på træningen i det sydfranske. Jeg har valgt at hoppe forbi min første tur, da den kun blev på 23 km og ikke noget vildt at berette om.

Dagen efter var jeg dog på cyklen igen, og da min kærestes brødre og familier skulle ned til lufthavnen, valgte jeg at hoppe på cyklen og køre derned. Min svigerfar var kørt afsted i forvejen, også på cykel, så jeg regnede med at hente ham på et eller andet tidspunkt. Så da jeg kom afsted var det mere eller mindre fuld gas. Op til Saint-Jeanett og så ned langs Var floden. Mere eller mindre ned af bakke hele vejen, og med nogle fantastiske udkigsposter rundt omkring. Der er specielt ét sted hvor man kunne stoppe op som hed Bella Vista(viser egentlig hvor italienske de er i området når de kalder det for det italienske navn, og ikke det franske), hvor der var den mest fantastiske udsigt over Nice med lufthavnen ude i det fjerne. Jeg fortsatte længere ned, og så ramte jeg de første hårnålesving på nedkørslen. Ind igennem en lille by, hvor jeg lige blev bremset en del grundet trafik.

Da jeg nåede lufthavnen brugte jeg så lige et par minutter på at gennemskue hvor jeg egentlig skulle køre hen for at ramme terminal 1. Det lykkedes dog, og jeg fik sagt fint farvel til de andre. Da jeg nu alligevel var dernede blev jeg enig med mig selv om at køre ind til Nice og køre op af Col D'Eze. Så ind langs promenaden som absolut er et interessant bekendtskab på cykel. Jeg havde lagt mærke til at de lokale generelt holder sig ude på vejen, men så hjemme var jeg ikke lige. Op forbi havnen, igennem et par gader, og så var jeg der hvor stigningen startede.

Den tog fat lige med det samme, og jeg gjorde hvad jeg kunne for at komme ind i en god rytme fra starten af. Finde mit eget tempo og så ellers bare presse. Det stiger ganske fint i starten og man føler ret hurtigt at man bliver taget op, og når man så samtidig kan kigge ud over byen og se hvordan man bare kommer højere og højere op, så bliver man bare endnu mere opmærksom på hvor meget den stikker i benene.

Lidt oppe kom der pludselig et stykke hvor den faldt en anelse, og så tog den ellers fat igen. Der var et lidt halvkedeligt stykke hvor man ligesom kører på bagsiden af bjerget, og hvor der var meget skygge, men kort efter kom man ud på en anden vej, hvor der reelt bare var udsigt over Villefranche og det azurblå Middelhav. Til gengæld blev det også varmere fordi jeg virkelig lå i solen og kogte. Jeg havde lidt svært ved at vurdere hvor langt jeg havde op endnu, men pludselig begyndte den at flade en anelse ud og så var det pludselig op på den store klinge og begynde at træde til. Så fladede vejen meget ud, og jeg ledte lidt efter det klassiske skilt der plejer at stå på toppen af bjerge, men det kom ikke rigtig. Jeg fandt det dog da jeg havde kørt en anelse nedad, hvilket virkede lidt som et anti-klimaks. Men jeg var kommet op.

En hurtig tissetur og en bar, og så vendte jeg snuden nedad igen. Fuld fart nedad - jeg er faktisk ret begejstret for at køre nedad har jeg fundet ud af. Ind igennem Nice bag en bus, ud af promenaden og så op mod Saint-Jeanett igen. Efter den lille by begyndte vejen ellers bare at stige, og jeg ramte de første hårnålesving med lidt trætte ben. Men jeg kom op, og på vejen mødte jeg en Europcar rytter der var på vej ned. Lidt uden for La Gaude begyndte de første dryp at komme, og lidt senere begyndte det for alvor at regne. Jeg valgte dog bare at blive ved med at presse når nu jeg var så tæt på at være hjemme. Igennem Saint-Jeanett og så ellers bare hjem til huset. Da jeg kom hjem stod de andre og så lidt bekymrede ud, da de kort forinden havde haft haglvejr. Det var jeg heldigvis sluppet for.

I alt en tur på 76 km og små 1000 højdemetre
20130312tur_zps496e6e9c.png
20130312kort_zpsfbf37242.png

2 dage senere var jeg klar igen til en tur om formiddagen. En opvarmningsrunde ud til Saint-Jeanett og så ind mod Vence. Her valgte jeg at køre op af Col de Vence, og er du gal den bider i starten. Den er vel en 8-10% lige i bunden, og når man så er kommet 1-2 km op begynder den at blive en anelse mildere. Jeg havde godt drev i benene, og kunne holde et godt pres op til de første hårnålesving. Derfra var det bare at bide tænderne sammen, holde rytmen og så klatre opad. Der er "heldigvis" skilte hele vejen op hvor der står hvor mange km og højdemetre man mangler, og også lige hvad den gennemsnitlige stigning den næste km er. Meget motiverende. Man kan dog blive slået ret meget ud af den hvis ikke man ved at skiltet ved 2 km mangler, så man går fra 3 til 1 km. Toppen blev dog nået, og der kom det klassiske billede fra toppen.
734572_10151458167825502_118347217_n.jpg

Som man også kan se på billedet, så hang der nogle pænt grimme skyer på bagsiden af bjerget, men jeg havde planlagt en tur hvor jeg skulle ned på bagsiden, og så rundt. En lille nedkørsel fra toppen, og så kom der pludselig lige en lille stigning igen, hvor jeg fik snuppet et pænt billede af et hårnålesving.
181093_10151476166030502_1304554065_n.jp

Og så begyndte nedkørslen ellers. En helt igennem fantastisk nedkørsel på en bred skovvej, hvor der bare kunne åbnes op. Et par hårnålesving, og så nåede jeg ned til en rundkørsel hvor den vej jeg skulle nedad stod "Route Barré 3 km". Jeg valgte at fortsætte ned, for nogle gange kan man lige komme forbi alligevel. Jeg kørte nedad, et par sving, og så kom der et nyt skilt hvor der stod "Route Barré 900 m", men jeg kunne umiddelbart ikke se andet end en meget lækker bred vej, og det faktum at der var NADA trafik. Jeg fortsatte en kilometers penge uden at se noget som helst, så jeg blev enig med mig selv om at de nok bare havde glemt at fjerne skiltene. Lige indtil jeg fortsatte en km endnu, og kunne se at der stod 10 mand i veste ved en helt spærret vej. Så en fin uvending, og så kunne jeg ellers bare begynde at køre opad igen. Ikke lige det jeg havde regnet med. Op til rundkørslen hvor jeg så 2 Astana ryttere der var på vej ned af samme vej som jeg kom fra. Jeg fik lige råbt til dem at vejen var lukket, og de takkede. Jeg håbede lidt på at de ville følge med op, men jeg tror de valgte at køre den anden vej - hvilket jeg senere fandt ud af havde givet god mening også for mig.

Men i stedet fortsatte jeg min opkørsel af den vej jeg ellers lige havde braget nedad. Det var således med et noget andet tempo at jeg kørte tilbage, og glædede mig bare til at se toppen af Col de Vence igen, så jeg kunne begynde nedkørslen. Fuld gas nedad, og så ellers bare hjem i huset. Jeg frøs som en slædehund på nedkørslen, for der var ikke meget mere end 7-8 grader da jeg vendte tilbage. Da jeg kom hjem, kunne vi også bare følge temperaturen falde, og falde, og falde, og da vi nåede 3,5 grad begyndte det pludselig at sne.

Men i alt en fin tur på små 66 km med ca 1300 højdemetre

20130314tur_zps36df448b.png
20130314kort_zps46d0ba80.png

Og det var så det. En lille hurtig update på weekendens træning - al snak om at min form ikke er hvor den skal være er i hvert fald ikke rigtig. Jeg har haft kanonben de 2 ture jeg har haft, og har haft godt med overskud. Men mere om det senere.

Link to comment
Share on other sites

Træningsweekend

I lørdags var det tid til at hoppe på cyklen igen, og det efter en fredag aften hvor min mave havde opført sig lidt underligt. Jeg kom dog afsted, og mødtes med de andre i klubhuset. Dagens træning skulle foregå oppe ved Strø, så der ville i hvert fald være grobund for et godt antal km i benene. Da vi kørte afsted følte jeg mig egentlig ikke helt på toppen. Om det var reelt, eller noget psykisk efter ugens lidt besværlige hjemmetræner sessions skal jeg ikke kunne sige, men jeg fik da kørt noget varme i benene relativt hurtigt. Det havde sneet aftenen forinden, men mange veje var alligevel ryddede nogenlunde, og med solen højt på himlen føltes minusgraderne ikke så slemt.

Da vi nærmede os Farum nåede vi dog de første udfordringer – sneen var føget ind på cykelstien og havde lagt sig som is. Det gav lige et par lektioner i hvordan man kører med smalle dæk på glat underlag. Der blev råbt lidt, men vi kom igennem uden nogen styrt. Igennem Bregnerød og så op til Lillerød hvor vi skulle køre dagens første interval. Det skulle egentlig være et delt interval i rulleskift. Første del op til et bestemt punkt som sub-AT, anden del til kirken i Nr. Herlev som AT, tredje del fra kirken ned til hvor vejen drejer mod Gørløse som sub-AT, og sidste del ind mod Gørløse som AT. Første del blev dog droppet inden vi overhovedet var kommet i gang, for da gruppe 1 satte afsted nåede vi lige toppen af en lille bakke, og kunne derefter se samme syn som på cykelstien udenfor Farum: is på store dele af vejen. Igen kom vi igennem, men i forskellige tempoer. Da vi så nåede ud på den større vej gav vi den lidt gas, og gav så fuld gas da vi kørte ind mod Gørløse. Super fed fornemmelse med vinden i ryggen og 40-45 km/t. Benene var ganske fine, og vi fandt ind i en rigtig fin rytme undervejs.

Ved Gørløse samlede vi så op på de andre, og fortsatte længere ud mod Strø. Her stoppede vi op ved kirken, og blev igen delt op i 2 hold. En rundstrækning skulle køres 3 gange, 2 gange med sub-AT rulleskift hen til bakkerne, stram kæde opad, og så fuld gas på nedkørslen. Sidste omgang skulle bare køres som sub-AT rulleskift hele vejen. Vi satte afsted, kom igen ind i en fin rytme. På toppen af første bakke fik jeg kørt igennem, og havde Simon på siden da vi nåede byskiltet. Opsamling, og så hen til næste bakke. Igen samme syn – veje med is på. Der var dog et af steder hvor den ene side havde et smalt spor man kunne køre i, men vi besluttede os for at køre hen til bakken og så angribe lidt fra toppen. Her var det Simon og Morten der kom først op, jeg tror måske at jeg havde taget en føring lige inden, og på nedkørslen var der igen is. Ned på den større vej, og så ellers fuld gas det sidste stykke i modvinden. Anden omgang valgte vi at køre lidt længere ude fra, og igen kom jeg til byskiltet med Simon. Bakke nummer 2 fik jeg vidst kørt lige op med Simon igen, og så rulleskift ind.

Efter en lille pause hvor vi fik samlet op, kørte vi igen ud i grupper. Simon og jeg fik kørt en skilte ”spurt” der vidst endte uafgjort, og på bakke nummer 2 fik jeg rykket fra dem alle sammen. I rykket virkede det som om at cyklen flexede under mig, så formen er ved at være der.

Herfra satte vi så ellers bare næsen hjemad, og det blev til et par gode føringer for os unge, Simon, Maria og jeg selv, samt et par af de andre. På turen ind til Allerød skulle vi køre i par 50/50. Dvs. forreste mand skulle køre den op i fart til han ikke kunne mere, og så skulle nummer 2 overtage og tage den endnu højere op/fortsætte mens førstemanden skulle forsøge at hænge på – ca. 25 sekunder til hver med andre ord, og så 50 sekunders hvile. Jeg blev parret med Simon, hvilket passede mig ganske fint. Det var ham der startede ud som førstemanden og jeg skal love for at han hurtigt kan få cyklen op i fart. Jeg nåede lige at tænke at jeg ikke kunne følge med, inden jeg fik lukket det lille hul, og så tog jeg ellers over mens Simon kom med på hjul. 50 sekunders hvile, og så var det min tur til at gøre det samme. Vi nåede også lige et tredje, men her kunne Simon ikke sidde med til sidst, hvilket er pænt forståeligt så hårde som de egentlig var.

Igen opsamling, og så over til Bregnerød igen. Inden vi nåede så langt havde jeg snakket med Maria om at jeg egentlig følte at jeg havde overskud endnu, og det på trods af at vi på det tidspunkt havde kørt 90 km eller noget i den dur. Da vi kørte ind på Bregnerød ruten snakkede jeg så med Simon om at tage dem alle på sengen, og køre spurten, men inden vi nåede så langt blev vi kaldt op foran sammen med Maria, Morten og Christian med netop samme henblik. De virkede lidt overraskede, så jeg trillede stillede afsted, og trådte så for alvor igennem som lead-out for Simon som lå i mit hjul. Vi fik hurtigt slået hullet, og de andre kunne ikke hente os igen, så Simon sprintede forbi mig da vi nærmede os skiltet, og jeg snuppede 2. pladsen. Opsamling, lidt snak med de andre, og så besluttede vi også lige af køre den ned til fodgængerfeltet efter broen. Igen virkede det som om de andre sov i det da vi kom ud der hvor vi havde aftalt at starte. Simon lagde fra land som død og torden, og jeg fik lige præcis kæmpet mig med på hjul. Igen slog vi hullet, og lige efter broen hamrede jeg forbi Simon i en lang spurt hvor alt bare blev lagt i pedalerne. Suveræn spurt.

Opsamling, et par gode føringer ind mod Gladsaxe, og så ellers forbi klubhuset og hente numre.

Omkring 115 km og lige over 4 timer.
20130323tur_zps404573f5.png
20130323kort_zps87006859.png

Om søndagen var jeg så klar igen, på trods af kun 7 timers søvn. Jeg nåede da også kun lige at fange de andre inden de kørte afsted fra Femvejen. Vi var en lille skare af Simon, Maria, Klaus, Stig og jeg selv der satte ud på en tur der skulle gå op til Karlebo. Ved Slotsbakken kørte Simon forrest med Klaus, og fik sat et tempo så han faldt fra. Jeg sad dog i Simons hjul og kunne godt holde tempoet, og da jeg kunne se Stigs skygge danse bag mig, valgte jeg lige at sprinte op det sidste stykke. Herfra kørte vi så videre op til Stumpedyssevej og mod Gunderød, hvor vi kørte 6/54 intervaller ud til Karlebo. Fra Karlebo gik det så indover Kirkelte, og igen igennem Allerød og skoven ved Bregnerød. Jeg havde geniale ben igen, så jeg fik lagt mig i front da vi ramte skoven, og satte et godt tempo. Da vi kom ud af skoven lå Maria ved min side, om end i læsiden, og så begyndte jeg ellers at give gas. Jeg fik skruet tempoet op, og på et tidspunkt nåede jeg at tænke at hun slet ikke var påvirket af det. Hun er altså en sej lille satan den pige. På toppen af en af de små bakker gav jeg den lige et par gear ekstra på nedkørslen, og med ét blev hendes vejrtrækning noget mere anstrengt. Jeg gav den lige en ekstra, og kunne se hendes hjul forsvinde baglæns, men selvom jeg holdt trykket så kæmpede hun sig tilbage igen, men måtte vidst slippe lige ved Bregnerød skiltet.

Lidt opsamling, og en improviseret spurt ved fodgængerfeltet som dagen før. Jeg lå i front til at starte med, men så kom Maria blæsende forbi med Stig og Simon på hjul. Jeg kom lige med, og lige inden broen åbnede Simon op. Jeg kom igen med, og kunne derfra så accelerere forbi ham og snuppe spurten for anden dag i træk. Jeg var helt oppe og køre, og kunne da også se at jeg havde ramt ca. 61 km/t i den spurt!

Herfra gik det hjemad langs Hareskoven, og igen skulle Maria lige vise sig frem. Denne gang var det med Simon ved siden, som til sidst lod sig falde tilbage. Jeg kørte så op på siden af Maria og fandt ind i hendes tempo – sindssygt højt i øvrigt. Jeg valgte lige en enkelt gang at give den en anelse mere gas, og det var det der skulle til for at hun lige resignerede. Stadig imponerende. Jeg tog fronten, men kørte ikke helt igennem, så hun kom igen op på siden af mig lige inden vi kørte nedad under motorvejen. Her fik jeg så lige trumfet igennem, og i kørte væk i bedste Cancellara stil. Desværre kunne jeg ikke holde den helt kørende, og måtte se mig passeret af Stig på det sidst.

Herfra var det faktisk bare ind igennem Lyngby og hjem.

Vidst 61,4 km på lige over 2 timer.
20130324tur_zps4bf80b55.png
20130324kort_zpse4bb0395.png

Med andre ord er formen enten lige hvor den skal være, ellers er jeg ved at blive syg med det overskud jeg har haft til træning. Jeg håber sjovt nok mest på det første. Jeg har dermed også taget hul på den sidste hårde uge af mit nuværende træningsprogram. I denne uge skal den have én over nakken, hvilket går fint i spænd med påsken. I næste uge begynder jeg så at trappe en anelse ned for at stå helt klar i uge 15 og ikke mindst 16 hvor jeg håber på at gøre en god figur i Tissø på enkeltstarten.

Edited by Kermit
Link to comment
Share on other sites

Ha, haaa, good one. Det er sgu' da bare fedt, han laver sådan et stunt :happy:

Det får mig til at tænke på en sjov ting, nemlig forskellen på amatører og professionelle da jeg kørte cykelløb. Dengang skulle amatørerne, også de store kanoner i A-klassen, overholde færdselsloven. Man måtte derfor kun lige række den ene hånd i vejret, hvis man vandt et løb. Hvis man triumferende rakte begge ænder i vejret, så kunne man blive diskvalificeret, for man må jo ikke cykle uden hænder på styret. Og ja, det skete faktisk fra tid til anden. Så derfor skulle man midt i adrenalinsuset lige huske at holde den ene hånd som klæbet til styret.

Link to comment
Share on other sites

Ha, haaa, good one. Det er sgu' da bare fedt, han laver sådan et stunt :happy:

Det får mig til at tænke på en sjov ting, nemlig forskellen på amatører og professionelle da jeg kørte cykelløb. Dengang skulle amatørerne, også de store kanoner i A-klassen, overholde færdselsloven. Man måtte derfor kun lige række den ene hånd i vejret, hvis man vandt et løb. Hvis man triumferende rakte begge ænder i vejret, så kunne man blive diskvalificeret, for man må jo ikke cykle uden hænder på styret. Og ja, det skete faktisk fra tid til anden. Så derfor skulle man midt i adrenalinsuset lige huske at holde den ene hånd som klæbet til styret.

Sådan er det faktisk stadigvæk. DCU ser bare lidt gennem fingrene med det, men reelt kan holdene nedlægge protest hvis en rytter rækker begge arme i vejret ved en sejr :bigsmile:

Link to comment
Share on other sites

Det er god lir at køre i mål på baghjulet - det kan ikke diskuteres! :wink:

Bruger du TrainingsPeaks til at samle dine data?

Sagan er altid god for lidt lir :bigsmile: Nej, jeg bruger ikke TrainingPeaks da jeg synes det er for langsomt og uoverskueligt. Jeg bruger Ascent da jeg er Mac bruger, men ville egentlig gerne bruge WKO+. Desværre er det kun lavet til Windows, og jeg har ingen intentioner om at lave noget bootcamp på min Mac for at køre det program. Ascent virker udmærket til formålet.

Link to comment
Share on other sites

De små skarpe
1000x500px-LL-162d450d_Taylahurl.jpg*

Selvom det er påskefrokostsæson, så har overskriften intet med druk at gøre. I stedet er det essensen af den træning vi kørte med Ordrup CC i går. Vi har fået tilknyttet Rune fra AimHigh som træner fra tid til anden, og han er jo en mand der burde have styr på træningen. Derfor er det egentlig også ret fedt at han står for vores træning henover sommeren, og selv kommer med ud et par gange i løbet af sæsonen. Jeg var lidt sløv til at komme ud af døren, og tonsede derfor ned til Femvejen hvor de andre ventede. Vi var vel 7-8 mand, som kørte ud mod Farum. På cykelstien ved Hareskoven blev vi delt op i 2 grupper. Simon, Maria, Rune og jeg i den forreste, og de andre i den sidste. Rulleskift uden at køre sig selv helt ud, men med ok intensitet. For mit vedkommende var det omkring AT, så det var meget fint. Vi fik det hurtigt til at køre, og da vi nåede skiltet i Farum lå jeg forrest og ventede på at de andre skulle komme forbi. Det skete ikke, så jeg kiggede mig over skulderen og kunne se at de alle lå i mit hjul, så jeg valgte lige at give den lidt ekstra gas for at få det sidste ud af intervallet.

Opsamling, og så ud mod Ganløse. Her stoppede vi så op igen, blev delt ind 2 og 2, og skulle så køre 40/20 intervaller. Rolig acceleration og så ellers bare holde den på topfarten. Jeg blev sat sammen med Simon hvilket passede mig fint, og så ellers afsted. Vi kørte ret lige op hele vejen til Ganløse, men på bakken ind mod Ganløse kunne jeg se at han var stærkere end mig og jeg måtte ind på hjul. Trille ned til en rundkørsel og så køre rulleskift ind mod Kirke Værløse med høj kadance for at spole benene igennem.

Her drejede vi så ind på Christianshøjvej hvor vi skulle køre en spurt op af bakken i starten af skoven. Fuld gas hele vejen til toppen, og gerne i et tungt gear. Opsamling, ud til Farumvej, og så ellers gentage hele møllen igen. Her blev jeg virkelig presset på 40/20 intervallerne, og til sidst havde jeg svært ved at følge med Simon. Specielt det sidste interval som vi startede halvvejs oppe af bakken ind mod Ganløse var decideret modbydeligt. Jeg kunne mærke hvordan syren bare pumpede rundt i hele kroppen, og havde jeg knebet en tåre er jeg ikke i tvivl om havde været mælkesyre der var kommet ud. Jeg var HELT færdig. Rulleskift med høj kadance, og så den sidste sprint op af bakken.

Herfra valgte vi så at køre hjem, og jeg lå mere eller mindre i front hele vejen fra Farum og hjem.

I alt en tur på 64,4 km med 29,5 km/t i snit, og en masse intensitet.
20130326tur_zpsb0a2641e.png
20130326kort_zps004d99d2.png

Ifølge Rune er det nu vi skal til at køre de helt hidsige intervaller inden sæsonstarten. Jeg er generelt enig, og træningen i går var et godt eksempel på hvordan det kan gøres. Jeg var dog lidt irriteret over at Simon kørte bedre/hurtigere end jeg gjorde i går, specielt med tanke på hvordan jeg havde kørt i weekenden, og det faktum at han også lige havde kørt 100 km om mandagen, og derfor burde have været mere kvæstet end jeg var. Men i løbet af turen hjem begyndte jeg at analysere lidt på det, og jeg tror måske det hænger sammen med typen af intervaller vi har kørt. I går var det 40/20 intervaller som jeg faktisk ikke har kørt siden sidste år. Mit fokus har været på at hæve min FTP, og være god til at give den gas på længere strækninger. Jeg ved at Ordrup, i deres vintertræning, har kørt en del kortere intervaller, som f.eks. 40/20 og andre intervaller der har været anaerobic capacity. Det håber jeg i hvert fald kan være årsagen til at han på den måde klarede sig bedre i går :bigsmile:

Så jeg skal bare sørge for at holde fokus på min egen plan. Jeg har et mål om at køre godt til enkeltstarten, og det er det jeg har trænet op omkring. De sidste marginaler skal jeg nok få hentet på et tidspunkt.

I dag har jeg egentligt planlagt 60-90 minutter SS træning, men jeg synes halsen kradser en anelse og kroppen virker tung, så det kan være jeg lige tager det op til revurdering når jeg kommer hjem. Ingen grund til at løbe ind i problemer nu, Så hellere tage en fridag, få limet hjul, ryddet op derhjemme, og måske få gjort sommerraceren helt klar. Nu må det snart være slut med salt på vejene og sådan noget pjat.

Link to comment
Share on other sites

Jeg var dog lidt irriteret over at Simon kørte bedre/hurtigere end jeg gjorde i går, specielt med tanke på hvordan jeg havde kørt i weekenden, og det faktum at han også lige havde kørt 100 km om mandagen, og derfor burde have været mere kvæstet end jeg var. Men i løbet af turen hjem begyndte jeg at analysere lidt på det, og jeg tror måske det hænger sammen med typen af intervaller vi har kørt. I går var det 40/20 intervaller som jeg faktisk ikke har kørt siden sidste år. Mit fokus har været på at hæve min FTP, og være god til at give den gas på længere strækninger. Jeg ved at Ordrup, i deres vintertræning, har kørt en del kortere intervaller, som f.eks. 40/20 og andre intervaller der har været anaerobic capacity. Det håber jeg i hvert fald kan være årsagen til at han på den måde klarede sig bedre i går :bigsmile:

Husk nu på at det "bare" er træning og ikke race;-) Der er IMO ingen grund til at bruge hverken tid eller mental energi på at analysere hvorfor. Først og fremmest fordi han er en holdkammerat, og for det andet fordi vi alle har vores gode og mindre gode dage. Selv Peter Sagan må se sig slået i ny og næ;-)

Link to comment
Share on other sites

Jeg tror måske også ordlyden var lidt forkert i mit indlæg. Simon er en god holdkammerat, og en flink fyr, og jeg håber virkelig at han kan give den gas i år og indfri sine mål. At han er en holdkammerat skal dog ikke afholde mig fra at forsøge på at være "bedre" end ham. Det er efter min mening en af årsagerne til at jeg overhovedet træner i en klub - netop muligheden for at blive matchet med ryttere der er bedre end en selv, så man selv kan hæve sit eget niveau. Når jeg derfor analyserer hvad det er der kan være årsagen til hans bedre ben på intervallerne i går, så er det for at finde ud af hvilke parametre jeg selv skal skrue på for at blive bedre :bigsmile:

Men ja, det er selvfølgelig bare træning, men der er også god grund til at analysere sin tur efterfølgende :bigsmile: Jeg gør principielt det samme når det er lige omvendt, der irriterer det mig bare ikke så meget. Men når jeg f.eks. klarer mig godt i en spurt, så forsøger jeg altid at analysere mig frem til hvad det var der gjorde at jeg klarede det godt. I søndags var det f.eks. at Simon åbnede spurten for langt ud, og at jeg havde tålmodigheden til at vente :bigsmile:

Link to comment
Share on other sites

Den vigtigste lektie jeg har lært i forbindelse med træning er at man skal fejle. Hvis aldrig man fejler, bliver man ikke bedre, da fejl viser en ens grænser. Sikker på du flækker ham en anden gang.

Det er lige præcis det. Man skal blive klogere af sine fejl, i stedet for at lave dem igen. Det er selvfølgelig noget andet når det er træning, for der skal man jo bare fyre den af, men i visse situationer er det godt lige at få analyseret på hvorfor de andre kom hurtigere igennem et sving, eller tog spurten ved skiltet.

Link to comment
Share on other sites

Ang. SS intervaller.
Har selv brugt dem, men kom til at tænke på, SS er det egentlig også det man kalder "ingen mands land" Altså der hvor det godt kan blive "junk miles" Der hvor det ikke er let nok til at være Restitution/udholdenhed og ikke hårdt nok til at laktat el. Vo2Max?
Altså ikke let nok til let træning, og ikke hårdt nok til hård træning

Bare en tanke :4smartass:

Det er i hvert tilfælde derfor jeg lige har sat dem lidt på STBY :hehe:

Link to comment
Share on other sites

Ang. SS intervaller.

Har selv brugt dem, men kom til at tænke på, SS er det egentlig også det man kalder "ingen mands land" Altså der hvor det godt kan blive "junk miles" Der hvor det ikke er let nok til at være Restitution/udholdenhed og ikke hårdt nok til at laktat el. Vo2Max?

Altså ikke let nok til let træning, og ikke hårdt nok til hård træning

Bare en tanke :4smartass:

Det er i hvert tilfælde derfor jeg lige har sat dem lidt på STBY :hehe:

I så fald er "nogen" galt på den :bigsmile: Sweet Spot intervaller er hvor du rammer din aerobe motor. Det er intervaller som godt nok ikke ligger på din syregrænse, men er samtidig heller ikke så lav at du udelukkende kører tempo. Det er jo netop splittet mellem tempo og FTP. Det er ikke så hårdt som FTP træning, og kræver ikke lige så mange timer som Tempo træning, men effekten er tæt på den samme, dog med lavere tidsforbrug.

Junkmiles relaterer som oftest til endurance, da det er mange timer på landevejen uden nogen intensitet. Så sæt du bare intervallerne igang igen.

Link to comment
Share on other sites

Join the conversation

You can post now and register later. If you have an account, sign in now to post with your account.

Guest
Reply to this topic...

×   Pasted as rich text.   Paste as plain text instead

  Only 75 emoji are allowed.

×   Your link has been automatically embedded.   Display as a link instead

×   Your previous content has been restored.   Clear editor

×   You cannot paste images directly. Upload or insert images from URL.

 Share