Motion i balance™


Henrik S.
 Share

Recommended Posts

Ved vejs ende

Så kom jeg til sidste side i Tyler Hamilton bogen, som ikke var på mange sider, men spændende læsning fra først til sidst. Hans liv får godt nok taget nogle kolbøtter, men han er landet nogenlunde på fødderne, er blevet gift og flyttet til Montana, hvor han tilsyneladende trives. Bogen er meget aktuel, og den har nået at få med, hvordan forbundsmyndighederne dropper sagen, mens USADA fortsætter den (USADA står nemlig uden for den almindelige jura og skal kun forholde sig til 'sportens regler'). Den når dog ikke at få Armstrongs seneste træk med, hvor han gennem en pressemeddelelse lader forstå, at han ikke vil modsætte sig USADAs afgørelse.

Umiddelbart indtryk? Den er først og fremmest et stort opråb til alle 'snydere' om at stå frem og fortælle sandheden. Tyler Hamilton skåner ikke sig selv, men er faktisk meget 'sød' i sin omtale af kollegerne i feltet. Han taler positivt om de fleste, inklusive Bjarne Riis. Med en markant undtagelse: Lance Armstrong. Bogen er ikke alene et opgør med Hamiltons egen fortid med alle dens løgne, men i høj grad også et opgør med Lance Armstrong, der ikke ligefrem står tilbage som en helt. Hamilton har haft storebrorforhold til Lance, så det er et opgør med en masse over- og undertoner. Inklusive et sidste showdown på en restaurant i Aspen, hvor de støder sammen.

Er det den fulde sandhed? Nej, det er et partsindlæg, men med hans situation in mente har jeg faktisk svært ved at se, hvorfor Hamilton skulle lyve i stor skala. Han har intet at miste, han har vidnet to gange over flere dage, og bogen virker velresearchet (forfatteren får efter hvert kapitel mulighed for at kommentere og uddybe på beretningen). Den hedder The Secret Race og hovedvægten er på doping. I virkeligheden kunne man godt ønske sig at læse lidt mere om cykelløbene, men det er jo en prioritering. Den nærmer sig i øvrigt en hel krimi til sidst, hvor Hamilton og kærestens telefoner og pc'er begynder at opføre sig mærkeligt, og hvor de er under overvågning.

Endelig vil jeg vurdere, at der om ikke så længe er en stor check mere på vej til Tyler Hamilton. For bogen er lige til at filme. Med Bradley Cooper som Lance Armstrong. Og, ja, hvem som Tyler Hamilton? Det kan jeg ikke lige gennemskue.

post-52761-0-09141500-1348550165_thumb.j

Link to comment
Share on other sites

Tyler Hamilton and Lance Armstrong walk into a bar …

Det lyder som starten på en joke, men som nævnt ovenfor, var det noget af et showdown, der foregik på restauranten Cache Cache i Aspen Colorado. Det var efter, at Hamilton havde afgivet vidneforklaring og var gået linen ud. Og deres sammenstød blev så hedt, at FBI fattede interesse for det, da Lance - ifølge Hamilton - blev meget truende. læs mere her:

http://www.outsideonline.com/blog/lance-armstrong-and-tyler-hamilton-walk-into-a-bar.html

http://blogs.westword.com/latestword/2011/06/lance_armstrong_tyler_hamilton_aspen_cache_cache.php

http://www.nytimes.com/2011/06/15/sports/cycling/altercation-between-lance-armstrong-and-tyler-hamilton-interests-fbi.html

Link to comment
Share on other sites

Sidste spam i denne omgang ... :happy:

… så kommer der ikke mere om bogen. Men det er værd at notere sig, at forklaringen med den "manglende tvilling" faktisk ikke er det rene opspind. Da han blev fanget i en prøve, der viste "fremmed blod" i hans krop (tilbage i 2005), forsøgte Tyler Hamilton jo at benægte alt. Hans advokater samlede derfor alle tænkelige teorier sammen, og en af dem er rent faktisk, at man i livmoderen kan have haft en tvilling, der ikke udvikler sig videre, men som alligevel kan afgive noget fremmed blod til det andet foster. Forklaringen blev latterliggjort, men har altså rod i noget, der teoretisk set godt kan lade sig gøre. Hvad der ikke gør forsvaret mindre desperat.

http://www.nytimes.com/2005/05/11/health/11iht-sntwin.html?_r=3&pagewanted=all

Link to comment
Share on other sites

Hvem der bare kunne have beholdt sin medfødte, gode teknik. Babyer har det bare nemmere. De behøver ikke engang at tænke over det. Den sidder bare lige i skabet :bigsmile:

Ja, der går sgu ikke mange år, så er der snarrere tale om en fysisk afvikling end udvikling ( med mindre man selv bevidst prøver at modarbejde afviklingen ). Vi sidder simpelthen for meget i den "civiliserede" verden!! Vi er skabt til at være jægere/på farten 6-8-10 timer pr. dag, og de fleste er fysisk inaktive på jobbet, og prøver at kompensere med 2-3 x 30-60 minutters fysisk aktivitet/uge ( og det er dem, der prøver at tage ansvar for egen sundhed. Så tænk på dem, der slet ikke laver en skid!! )

Link to comment
Share on other sites

Vi sidder simpelthen for meget i den "civiliserede" verden

100 procent enig. Jeg har det seneste halve år klaret mig med et almindeligt skrivebord, fordi jeg var så flink at lade mit hæve-/sænkebord komme med i flyttelæsset, da min ældste søn flyttede hjemmefra. Og nu må jeg bare sande, at jeg skal have et hæve-/sænkebord igen. Jeg bliver simpelthen nødt til at komme på benene igen for ikke at falde sammen.

Link to comment
Share on other sites

Uge 39

Endnu en uge med lidt forsigtig progression af løberiet. Dog med den forskel, at det er foregået udendørs, hvad der godt nok er rart i forhold til løbebåndet. Jeg har også fået skilt styrketræning og løb ad, så løbedage udelukkende er løbedage. For at fastholde den forsigtige linje har jeg jogget rundt om vores lokale del af mosen, der er knap 2,5 km lang. Det betyder, at jeg kan stoppe og gå hjem, hvis der er ballade med bentøjet.

Mandag

2 gange rundt, i alt 5 km, stille og roligt løb.

Tirsdag

Solospinning efterfulgt af styrketræning i den lokale FW.

Onsdag

3 gange rundt om mosen, i alt knap 7,5 km

Torsdag

1 times gang i godt højt tempo.

Fredag

4 gange rundt om mosen, i alt knap 10 km

Lørdag

Solospinning efterfulgt af styrketræning i den lokale FW.

Søndag

2 timers gang i godt, højt tempo.

På alle løbeture har jeg taget et stop eller to undervejs for at strække lægge og akillessener. Status er , at venstre akillessene stadig er marginalt større og en lille bitte smule strammere end den højre. Men vi er ude i nogle små differencer. Og det virker ikke længere som om, at løb provokerer det.

Samtidig kan jeg heldigvis konstatere, at gang/vandring heller ikke lader til at provokere noget som helst. De indkøbte vandrestøvler er super behagelige at gå i og giver ingen problemer. Det var vist mere i gamle dage, at man skulle gå støvler til.

Begge mine akillessener er lidt stramme/ømme om morgenen, når jeg springer ud af sengen. Det tager jeg mest som et tegn på, at det aldrende kadaver er lidt stift i koderne, for efter kort tid, er der ikke noget at mærke.

Uden at lægge faste planer overhovedet går jeg alligevel og funderer over, hvordan jeg skal gribe træningen an de kommende uger. Nu kommer der ganske vist nogle dage med vandring. Og der kommer også til at gå nogle uger, før senerne er helt tiptop. Men hvad så?

Ja, jeg har da overvejet, at jeg måske ikke skal løbe længere distancer end 10-12 km højst - og måske ofte kun en 6-7 stykker. Jeg kan da godt mærke, at de korte ture ikke slider nær så hårdt på bentøjet. Sprinter bliver jeg naturligvis aldrig, men måske skal jeg holde op med automatisk at sigte mod noget maraton/langdistance. Man kunne jo også prøve at løbe lidt kortere distancer ...

Link to comment
Share on other sites

Nede på hælene?

Nej, det kan man ikke sige. Tværtimod. Jeg har faktisk ikke skænket teknikken mange tanker, for når man er på vej ud af en skade, er man nærmest sygeligt fikseret på lige netop det skadede sted. Jeg forsøger dog også at tænke i den kropslige balance, for der er naturligvis en fare for, at man overkompenserer i den side, der er rask.

Selv om tankerne således er alle mulige andre steder end på løbeteknik, benløft, landing og alt det andet, der skal arbejdes med, så er jeg absolut ikke gået tilbage til hællanding. Hvis jeg forsøgsvis lander på hælen gør det bare ekstra nas.

Jeg er ret overbevist om, at det ikke var min løbeteknik med landing på forfod/midtfod, der var årsag til skaden. Det var almindelig dumhed mellem ørerne og manglende restitution efter maraton. Samtidig er jeg ret overbevist om, at netop en let og skånsom løbeteknik er et væsentligt aktiv, når man skal i gang igen.

Så nej, jeg er ikke på hælene i hverken direkte eller overført betydning. Stadig forsigtig optimist.

Link to comment
Share on other sites

Det har jeg muligvis skrevet om, mens du lige var uden for døren :happy:

Sagen er den enkle: Jeg skal en tur til Schweiz her primo oktober for at tage nogle vandreture i bjergene sammen med en bekendt. Så jeg har simpelthen været nødt til at lægge gåture in i programmet for at vænne mig til at gå. Cardiomæssigt er det ikke den helt store udfordring, men man skal lige vænne kroppen til at trave af sted i lang tid, hvis man ikke gør det ofte (og det gør jeg absolut ikke).

Link to comment
Share on other sites

... husk på, når I går op, at I også skal ned igen, og den tur er ofte hårdest for benene.

Yes, det forventer jeg også. Sådan er det nu også med løb i bakket terræn. Det er hårdt for pulsen, når det går opad, men mindst lige hårdt for benene, når det går nedad. Det er nok her, at vandrestøvlerne kommer til deres ret. Man står altså klippefast i dem uanset terræn.

Link to comment
Share on other sites

Vibram er da shit ! :4trumpet:

Jeg har ret hurtigt erkendt, at vandrestøvler har en berettigelse. Man pløjer bare igennem alt, og man står klart bedre fast. I forrige weekend tog vi en lang gå tur i Nørreskoven og der er nogle helt skrå stier ned mod Furesøen. Der kunne jeg bare fortsætte som ingenting uden at glide eller snuble. Det er ret fedt. Lidt som at løbe i trailsko.

Link to comment
Share on other sites

Nu vi snakker om lange vandreture....

Har jo kastet mig lidt over de lange vandreture heroppe nordpå og overvejer også noget trailrunning. Kan huske at du havde købt nogle Salomon terrænsko som du var ret begejstret for, og da jeg er for doven til at bladre tilbage i loggen... :cool: ville jeg høre dig hvad model det er?

I øvrigt fedt at se at det går fremad igen med løberiet.

Link to comment
Share on other sites

Det lyder godt med noget trail running. Der har du i hvert fald valgt det helt rigtige land :happy:

Mine trailsko er faktisk ikke Salomon, men Inov-8. Det er dem, der hedder Inov-8 X-Talon™ 212 (kort og mundret navn :rolleyes:). Jeg har jo ikke fået brugt dem vildt meget, men ud fra de ture, jeg trods alt har fået løbet i dem, er jeg meget tilfreds. Inov-8 laver i det hele taget nogle ret fede sko. Bemærk, at det er noget af en letvægter af en trailsko at være, og der er ikke meget drop mellem hæl og forfod. Du skal måske også overveje noget, der er varmere, hvis du skal ud i den norske vinter?

http://www.grejguide...2-trailsko.html

post-52761-0-99049900-1349068075_thumb.p

Edited by Henrik S.
Link to comment
Share on other sites

Join the conversation

You can post now and register later. If you have an account, sign in now to post with your account.

Guest
Reply to this topic...

×   Pasted as rich text.   Paste as plain text instead

  Only 75 emoji are allowed.

×   Your link has been automatically embedded.   Display as a link instead

×   Your previous content has been restored.   Clear editor

×   You cannot paste images directly. Upload or insert images from URL.

 Share